Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie II
Selskabets Historie i Tiden fra 1869-1918

278 KONSULENTVIRKSOMHEDEN berg, naar de først havde erhvervet sig en noget fyldigere Ud- dannelse; endelig fremhævede Udvalget, at daværende For- stander, Landbrugskandidat S. P. Petersen havde givet An- ledning til at formode, at han, efter yderligere Uddannelse, »vil kunne blive en nyttig Medarbejder paa Husdyrbrugets, særlig Kvægbrugets, Ojnraade i den Egn, hvori han lever«. Da Selskabet forgæves ad anden Vej havde søgt at skaffe de sidst nævnte 3 Mænd Midler til deres videre Uddannelse —■ Goldschmidt fik Statsunderstøttelse til sine fortsatte Studier — gav det af egne Midler dem Hjælp til en fyldigere, Uddan- nelse. Selskabet turde nemlig ikke lade disse faa Kræfter, der saaledes var bievne dragne frejn gennem Konkurrencen, atter søge tilbage til privat Virksomhed, og det navnlig ikke paa en Tid, da konsultatorisk Medhjælp paa Husdyrbrugets Ojnraade i høj Grad tiltrængtes. Derfor mente det at burde søge Sagen opretholdt, »indtil mægtigere Kræfter tage sig af den«. — Efterhaanden fik Selskabet indsamlet en Del Materiale til Belysning af Konsulentsagen, og det kom til den Overbe- visning, at en kraftig Gennemførelse af den hele Foranstaltning kun kunde naas »ved Statens Omsorg«. Det indgik derfor den 24. Februar 1887 med en udførlig Indstilling, i hvilken det fremhævede, at paa Grund af Husdyrholdets voksende Be- tydning var i den seneste Tid Kravet om en Ordning af Konsu- lentsagen blevet stærkere, hvad der blandt andet havde givet sig Udslag i, at det Landstingsudvalg, der havde behandlet det af Regeringen forelagte Forslag til en ny Husdyrlov, havde fremsat Ønsket om Oprettelsen af en Post for en Statskonsu- lent i Husdyrbrug, sorterende direkte under Ministeriet, og i Forbindelse dermed en Organisation af hele vort Konsulent- væsen og Vandrelærersystejn. Men under disse Forhold vilde det næppe være rigtigt, »at Selskabet, saaledes som paatænkt, behandler denne Sag i sin Midte, men at den derimod bør søges behandlet i en Kommission, der rummer Kræfter saavel fra Bevillingsmyndighederne og Administrationen som fra de In- stitutioner, der dels teoretisk, dels praktisk staar i nært For- hold til denne Sag, og man mener derfor at gavne Sagen bedst Ved at opfordre den høje Regering til at nedsætte en saadan Kommission«. Den Interesse for Konsulentsagen, som nu var vakt i højere