Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie II
Selskabets Historie i Tiden fra 1869-1918
Forfatter: H. Hertel
År: 1919
Forlag: August Bangs Boghandel
Sted: København
Sider: 394
UDK: 63(06)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
22
LANDHUSHOLDNINGSSELSKABETS PRÆSIDENTER
tighed eller FortræfTeligheden af den Sag, han forfægtede,
»ormstak« hans Initiativ eller Tanke. Han kunde arbejde
Dagen igennem, glemmende Timerne, der gik, Hvile og Maal-
tider, og naar f. Eks. Deltagerne i et Møde tilsidst hang død-
trætte og dvaske over Stolene, kunde man paa ham ikke mærke
Træthed eller Sløvhed, og efter timelange Debatter kunde
han næsten ordret gengive forlængst faldne Udtalelser fra
forskellige Sider. Til egne Meninger havde han en stærk
I illid, og vel var han en Forhandlingernes Mand, men Forhand-
lingerne skulde saa ogsaa føre til, at hans Mening blev den god-
kendte. Begrænsningens Kunst savnede han imidlertid og
vidste det selv, og det gik ham, som det ofte gaar Mænd, der
har for mange Jern i Ilden, at de daarlig kan finde sig i Op-
position, og trods sin rige Begavelse savnede han maaske
noget den Aandssmidighed, der lader en Mandforstaa en anden
Tankegang end hans egen og derved indse Modstandernes
relative Ret. Derfor var la Cour tilbøjelig til at opfatte en Op-
position, der i Virkeligheden var rent saglig, som fremført af
selviske Grunde eller rettet mod ham personlig, og derved
kunde der undertiden opstaa et vist Modsætningsforhold mel-
lem ham og andre ledende Mænd i Landbruget, som kunde
virke hæmmende paa forskellige Arbejder. Og havde end la
Cour ofte Ret, havde han det selvfølgelig ikke altid, thi det
Menneske, der udretter meget, fejler ogsaa, men han var altid
sine Meninger bekendt og — som et fransk Udtryk for ikke
at være bange lyder — veg han aldrig tilbage for at betale med
sin Person. Indsaa han, at han havde Uret, ledede hans stærke
Retfærdighedsfølelse ham til saa snart som mulig at faa
Uretten gjort god igen. For sine Medarbejdere i og uden for
Selskabet var han en udmærket Støtte, han lærte dem at
arbejde under eget Ansvar, hjalp dem, naar det tiltrængtes,
de Fejl, de begik, tog han overlegent og henstillede blot til
dem at undgaa Fejlene en anden Gang, han værnede om
deres Interesser, og i alle Forhold kunde de trygt stole paa
ham.
la Cour holdt Selskabets Traditioner højt i Ære, Selskabet
skulde først og fremmest arbejde for det Heles Vel og ikke
specielt for sine Medlemmers og sit eget Tarv. Den hellige Ild,
som brændte hos Landbrugets Reformatorer fra det 18. Aar-