Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie II
Selskabets Historie i Tiden fra 1869-1918

22 LANDHUSHOLDNINGSSELSKABETS PRÆSIDENTER tighed eller FortræfTeligheden af den Sag, han forfægtede, »ormstak« hans Initiativ eller Tanke. Han kunde arbejde Dagen igennem, glemmende Timerne, der gik, Hvile og Maal- tider, og naar f. Eks. Deltagerne i et Møde tilsidst hang død- trætte og dvaske over Stolene, kunde man paa ham ikke mærke Træthed eller Sløvhed, og efter timelange Debatter kunde han næsten ordret gengive forlængst faldne Udtalelser fra forskellige Sider. Til egne Meninger havde han en stærk I illid, og vel var han en Forhandlingernes Mand, men Forhand- lingerne skulde saa ogsaa føre til, at hans Mening blev den god- kendte. Begrænsningens Kunst savnede han imidlertid og vidste det selv, og det gik ham, som det ofte gaar Mænd, der har for mange Jern i Ilden, at de daarlig kan finde sig i Op- position, og trods sin rige Begavelse savnede han maaske noget den Aandssmidighed, der lader en Mandforstaa en anden Tankegang end hans egen og derved indse Modstandernes relative Ret. Derfor var la Cour tilbøjelig til at opfatte en Op- position, der i Virkeligheden var rent saglig, som fremført af selviske Grunde eller rettet mod ham personlig, og derved kunde der undertiden opstaa et vist Modsætningsforhold mel- lem ham og andre ledende Mænd i Landbruget, som kunde virke hæmmende paa forskellige Arbejder. Og havde end la Cour ofte Ret, havde han det selvfølgelig ikke altid, thi det Menneske, der udretter meget, fejler ogsaa, men han var altid sine Meninger bekendt og — som et fransk Udtryk for ikke at være bange lyder — veg han aldrig tilbage for at betale med sin Person. Indsaa han, at han havde Uret, ledede hans stærke Retfærdighedsfølelse ham til saa snart som mulig at faa Uretten gjort god igen. For sine Medarbejdere i og uden for Selskabet var han en udmærket Støtte, han lærte dem at arbejde under eget Ansvar, hjalp dem, naar det tiltrængtes, de Fejl, de begik, tog han overlegent og henstillede blot til dem at undgaa Fejlene en anden Gang, han værnede om deres Interesser, og i alle Forhold kunde de trygt stole paa ham. la Cour holdt Selskabets Traditioner højt i Ære, Selskabet skulde først og fremmest arbejde for det Heles Vel og ikke specielt for sine Medlemmers og sit eget Tarv. Den hellige Ild, som brændte hos Landbrugets Reformatorer fra det 18. Aar-