Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

66 ber samme Aar gav Regeringen i Overensstemmelse hermed de nødvendige Ordrer. Ludvig Holberg satiriserer i sine „Epistler over denne for Øvrigheden saare ynkelige Udgang paa Striden med Skomagersvendene. Han siger saaledes: „Mestrene maa give dem (Svendene) carte blanche og lade dem foreskrive sig, hvilke Conditioner dem lyster. Det er en Lykke, at Haandværks-Karle ej stemme deres Prætentioner end højere, thi de ere de eneste Lemmer udi en Societet, som ikke kand tvin- ges.“ Det er, som man ser, et velfortjent Hip til Regeringen, der udfærdiger Love, som den ikke kan gennemføre. Men Ludvig Holberg viser ogsaa, at han fuldtud forstaar Svendenes indbyrdes internatio- nale Solidaritet (gennem „Zünften“), i det han siger, at de kunne flakke Verden rundt med tomme Hæn- der. Og han fortsætter: „Hvorudover naar de true med Desertion, maa man tro, at det er deres Alvor, og maa deres Mestere da give sig paa Discretion, med mindre de ville se deres Arbejde og Næring at ligge. Hvor en Haandværks-Karl begiver sig hen, der er hans Fædreland; naar han om Aftenen kom- mer til et fremmed Land og Rige, haver han om Morgenen strax Tjeneste igjen.“ Det vil sikkert her have sin Interesse at gøre en kortfattet Sammenligning mellem et Par af de foran nævnte Tilfælde. I Roskilde Smedelavs Artikler fra 1674 hedder det saaledes, at ingen Svend „maa giøre Nogen frj Mandag wden de almindelig frj Manda- ger“ ; men nu var Forholdet jo netop dette, at de kongelige Forordninger fra denne Tid — senest den