Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

65 At den gamle Tids Svende kunde gennemføre, hvad de satte sig i Hovedet — i Særdeleshed, naar de havde „Zünften“ at støtte sig til, — maatte Køben- havns Skomagermestre bekende i Midten af det 18de Aarhundrede1. Disse havde siden Pesten 1711 haft for Skik hver Paaske, Pinse og Jul samt hver Søn- dag at give deres Svende et Middagsmaaltid. 1747 besluttede de imidlertid i Stedet herfor at give dem to Skilling mere i Arbejdsløn for et Par Sko. Dette fik imidlertid betænkelige Følger: Ved første „Van- dringstid“ var der saa mange Svende, der rejste fra Byen, at Lavsmestrene blev tvungne til at søge Hjælp hos Militærvæsenet, der jo til alle Tider har været rekruteret ogsaa fra Skomagerfaget. Svendene for- klarede, at de ikke maatte eller kunde opgive noget, som „de og Forfædrene“ havde haft; de havde „fra fremmede Steder“ modtaget Underretning om, at de ikke ville blive ansete for „gyldige“, hvis de lod sig berøve Søndags-Maaltidet. Svendene støttede sig til „Zünftigheden“. Om denne Sag udtaler Københavns Magistrat i en Erklæring i Oktober 1748, at Sven- dene opmuntredes ude fra, og at de modtoge Penge til Underhold, naar de forlod Værkstederne. Magi- straten udtalte derfor videre: „Siden Svendene ikke paa anden Maade er at bringe til Rolighed og slette Suiter kunde befrygtes, om Svendene ikke i Tide blev tilfredsstillede,“ saa skulde Lavsmestrene beor- dres til paany at give Svendene det omhandlede Mid- dagsmaaltid ved de store Fester, Paaske, Pinse og Jul, hver beregnet til tre Dage, og allerede i Novem- 1 Prof. C. Nyrop: Om Forholdet mellem Mestere og Svende i Lavstiden. Odense 1885. L. Chr. Nielsen; Blaa Mandag. 5 ■■■