Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

69 dens Interesser, nej man havde Byens og hele Sam- fundets Tarv for Øje, medens man sad dér i det dunkle Skin fra osende Tællelys og politiserede og lod den store Tinkande, fyldt med det stærke, tyske 01, gaa flittigt rundt i Broderkredsen. Her kunde man ogsaa drive „Storpolitik“, som Ludvig Holberg viser i sit udmærkede Tidsbillede „Den politiske Kande- støber“. Og hertil søgte de mange ugifte Svende for at samles med Kammerater i samme Ærinde som Lavsmestrene; men desuden traf de her „vandrende“ Kammerater, „farende Svende“, der bragte Nyheder fra de „zünftige“ i andre Byer og andre Lande, og her vedtoges mangt og meget „udi al Gedulgthed“ og det befæstedes med et kraftigt Haandtryk. Lavs- Kroen var „Zunftens“ hellige Tempel. Og dette var ens for alle Haandværk. Hvert Lav havde sin egen Kro, der udenfor prydedes med Lavets Symboler som Skilt, kunstigt forarbejdet med Snirkler og „Geschweis- ninger“, samt i udskaaret eller drevet Arbejde. Her paa Kroen sang man, medens man lystigt, men dog med al den Værdighed, som Standens Ære kræ- vede — og „Standens Ære“ var som et fint, kost- bart Klenodie, — tømte sit mægtige Tinkrus: Vi gamle Svende med det svære Skæg, med stærke Arme og den tykke Læg, med raske Lemmer og med tætte Bryn, og med det skarpe Blik som Himlens Lyn! Vi møder paa vort Arbejd’ Klokken sex og si’er „Go’morren!“ med et lille Knix; men gaar det trevent for os saa en Gang, saa faar vi os en Pægel og lidt Sang.