Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

88 Skovbrug og Landbrug indtil 1700. ikke var nogen livlig Omsætning med denne Vare. Af Smør tilvirkedes saare lidt; saa sent som i Kri- stian 6.s og Frederik 5.s Tid maatte Smør til Hærens Forsyning indføres fra Nederlandene. Skal P'læsk og Smør blive virkelige Handelsvarer, da kræves der ogsaa gode Veje. Hesten brugtes især som Ridedyr og til at føre Kjøbmandsvarer fra det ene Sted til det andet som endnu paa Island. Hjulploven, hvormed man bearbejdede Agrene, der vare fulde af Sten og Senegræs, var tung at trække; stundom brugte man 4 Heste til dette Ar- bejde , ikke sjælden 6. Et andet Redskab, som brugtes, var den saakaldte Krog, der dog var noget lettere at trække end Hjulploven. — Mange Steder foretrak man Stude baade til Markarbejde og til ad de daarlige Veje at kjøre Korn- og Hø- læs hjem, til at hente Brændsel fra Skov og Mose og til Møllekjørsler. Naar Studene havde gjort Tjeneste som Trækdyr, saa kunde man slagte dem; saltet Oxekjød var ved Siden af Flæsket det vigtigste Næringsmiddel, mangen Gang af mere Betydning end Brødet. Unge Stude kunde fedes eller sælges til Folk, som vilde fede dem. I Jyl- land véd man god Besked om, hvor de gamle S tude veje gik. De vare de egentlige Handelsveje for mange Slægtled af Halvøens Beboere. Ad dem vandrede Studene ned til Marskegnene. Vare de staldfodrede, solgtes de til Kjøbmænd fra Hanse- stæderne, men fra Kong Hans’s Dage af især til Holland. Fra dette Land kom der fra 1507 i over 200 Aar hvert Foraar Prangere, som rejste fra Gaard til Gaard og opkjøbte de kornfedede Øxne. Disse maatte transportere sig selv til Ribe; der indskibedes de til deres Bestemmelsessted.