Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

90 Skovbrug og Landbrug indtil 1700. Men det var en Særret for Adelen, senere for Ejerne eller Forpagterne af de privilegerede Sæde- gaarde, at opstalde Øxne til Salg i et Tal, der svarede til Foderet, de havde avlet eller modtaget i Tiende. Delvis kunde dog ogsaa Kjøbmænd, der udskibede Øxne, opstalde saadanne. Man kaldte Studefedningen »Danmarks Guldmine«. Der paa- regnedes, at Udførselen kunde løbe op til 70—100,000 Stykker Øxne om Aaret. Skovene vare ikke blot en væsentlig Støtte for de svundne Tiders Landbrug; fra dem tog man — ogsaa efter at Teglsten vare bievne almindelige til Bygning af Kirker og Slotte — de fleste Bygn in g s- æmner. Dersom Præstens eller Degnens Gaard, hedder det i Peder Palladius’s Visitatsbog, bliver af- brændt af Vaadeild, saa skulle Sognets Beboere ikke lade dem i Stikken. »Det er ikke Arvegods, som man siger; naar Tjeneren dør, saa maa alt hans fattige Hustru og Børn flytte ud efter hannem inden Aar og Dag. Derfor finde I vel Raad at hjælpe dem udi saadanne Nød, hver Bonde med en Dags Arbejde eller med en Binding Hus op at sætte.« Bindingsværksgaarde vare de mest almindelig brugte og ere jo saa endnu mange Steder. I Vestjylland findes nu kun faa Bindingsværks- bygninger; men i 1762, da Etatsraad Tøger Reenberg de Teilmann paa Endrupholm aflattede en Beskrivelse over Skads Herred, vare grundmurede Bygninger meget sjældne; de kunde træffes syd for Kongeaaen og maaske i Marskbyerne Vilslev og Darum nord for dette Vandløb; længere nord paa vare alle Bøn- derhusene endnu af Eg med klinede Vægge. Etats- raad Teilmann anlagde 1764 et Teglværk, og hans Broder Charles Teilmann, der ejede Nørholm, skal