Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

104 Landbruget i det 18. Aarhundrede. var navnlig den udenlandske Handel, paa hvilken man havde sin Opmærksomhed henvendt; Opgaven var at faa den i et saadant Spor, at de Varer, der udførtes af et Land, til enhver Tid bragle flere Penge ind, end der blev givet ud for de Varer, der indførtes fra fremmede Lande. Var dette Tilfældet, saa var Handels-Balancen god, og at den kunde blive det, maatte Staten sørge for ved at fremme industrielle Foretagender, der tilvirkede Varer, som Udlændinge gjærne vilde kjøbe, — ved at sætte høj Told paa eller rent ud forbyde Indførselen af de fremmedes Frembringelser, for saa vidt det ikke var RaastofTer, man - trængte til for sin egen Industri, — ved at hindre Udførselen af Raastoffer og ved at give Udførselspræmier til Industridrivende, som bragte Varer paa Markedet i fremmede Lande. Den merkantilistiske Skole lagde Vægten paa Statskassens Berigelse fremfor paa Befolkningens Vel og mente Staten berettiget til at gribe ind i Undersaatternes Frihed for at faa sin Husholdning til at gaa godt. Den søgte at indordne de enkeltes Virksomhed inden for faste Rammer, anvise hver sin Plads og tvinge ham til at blive paa den. Ludvig 14.s Minister, Colbert, der med Grund nævnes som Merkantilismens yp- perste Statsmand, havde begunstiget Industrien som den, der formentes at give bedre Statsindtægter end Landbruget. Men den fra Systemet uadskillige Tvang kunde ogsaa anvendes paa den sidst nævnte Nærings- vej. Havde Merkantilismen ikke siddet i Højsædet, kunde andre Hjælpemidler imod Nøden være komne paa Forslag. Regeringen kunde have indskrænket sine Udgifter og saa lettet Skattebyrden. Kristian 6. brugte til sig og sit Hof aarligt 372 Millioner Kroner, som