Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

P. C. Abildgaard. 109 igjennem, at Abildgaard beholdt sit Stipendium endnu i 2 Aar, og at han blev sendt ud paa Lan- det for at bekæmpe Kvægpesten. Men da han ingen Held havde dermed, tabte han selv Troen paa, at der var nogen Fremtid for Veterinærviden- skaben, tog den medicinske Doktorgrad 1768 og begyndte at praktisere som Læge. Imidlertid ud- gav han 1770: »En dansk Heste- og Kvæglære<', der saa sent som i 1883 er udkommen i 13de Oplag, ligesom den paa Svensk er kommen ud i 8 og paa Tysk i 5 Oplag. Og 1771 udgav han en tysk Bog om Husdyrene. Denne henledte Oeders Opmærksomhed paa ham. G. C. v. Oeder (1728—91) var indkaldt fra Tyskland 1752 og havde, støttet af Greverne J. H. E. Bernstorff og A. G. Mokke, grundet den botaniske Have og begyndt paa Ud- givelsen af Pragtværket over de danske Planter (Flora Danica). Han var en ivrig Talsmand for Bondefriheden og havde aaben Sans for, hvad der kunde tjene Landbruget. Han fik Struensee til at opfordre Abildgaard til at indgive et Forslag om Oprettelsen af en Veterinærskole. Abildgaard havde en god Praksis som Læge, som han nødig vilde opgive. Men Berger tilskyndede ham til at følge Struensees Opfordring, og han gav efter. Men saa indtraadte Struensees Fald, og det saa atter ud til, at den hele Sag skulde gaa i Staa. Da opstod der en dødelig Lungesyge i det konge- lige Stutteri paa Frederiksborg; dette stammer fra 1562, var især blevet fremmet af Kristian 4. (»Tomler- Bacen«) og Kristian 5. (»den hvidfødte Race«), og efter at have været spredt over flere kongelige Gaarde, navnlig Antvorskov og Skanderborg, var det af Kristian 6. blevet samlet paa Frederiksborg. Arve-