Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

Kinesisk Porcellæn. 55 om dets Egenskaber. Det vilde gaa i Stykker, saa snart det kom i Berøring med giftige Stoffer. Det Menneske, som vilde sikre sig imod at blive for- givet, skulde derfor spise af Porcellæns-Tallerkener og drikke af Porcellæns-Kopper. Det ægte kinesiske Porcellæn fortjener fuldt ud at paaagtes for sin egen Skyld, men det maa ikke forvexles med det, som i Kina er forfærdiget efter Bestillinger fra Evropa, og som dels mere vidner om Evropæernes end om Kinesernes Smag, dels stundum røber sære Misforstaaelser, som i Fremstillingen af Ludvig den fjortende, hvor de bredte en straalende Paafuglehale ned over hans Skuldre, fordi de ikke kunde begribe, hvad hans mægtige Allongeparyk var. Ægte kan det kine- siske Porcellæn kun kaldes, naar det er Udtryk for Kinesernes egen Smag. Især udmærke de sig ved deres fine Farvesans. Der er en grøn- agtig Sten, som kaldes »Jade«, med et mat, mælkeagtigt Skjær. Den sætte Kineserne særlig Pris paa. Det hænger sammen med, at de »som mtet andet Folkefærd — deres Lærlinge i Japan fraregnede — have haft en stærkt udviklet Føl- somhed for sarte, fine og blide Virkninger«. »Med deres skjæve Øjne«, skriver Karl Madsen16, »have set og forstaaet Skjønheden i Farvernes fineste Spil«; men man maa se de kinesiske Porcellæns- Kar med sine egne Øjne for at værdsætte dem; »Afbildningerne lade aldrig ane, i hvor høj en Grad de kunne være en Fest for Øjnene; Kineserne have forstaaet, at der var Skjønheder, som Porcellænet °g de farvede Giassurer og Emaljer, der kunde anvendes paa dette Stof, ene var i Stand til at naa; de have søgt dem alle og fundet dem alle.«