Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Oldtidens Forstørrelses- og Brændglas. 117 Billeder af velformede Genstande, kunne de ogsaa frembringe vel- formede Billeder af fortrukne Tegninger, Anamorfoser. § 94. Naar Lys trænger igennem en Glasperle, sker der noget særligt med det. Dette har man uden Tvivl vidst saa længe, man har kendt Glasperler, altsaa mindst fra Fønikernes Tid [øj. I Almindelighed ser man en Genstand bag ved en Glasperle for- størret. Et Udsagn herom findes hos Seneca (12—66 e. Kr.), som skriver om »Forstørrelseskraften« af en med Vand fyldt Flaske. En nem Fremgangsmaade til at lave sig et Forstørrelsesapparat paa, og som man uden Vanskelighed i Skov og paa Mark kan anvende, bestaar i at stikke et lille rundt Hul i et Blad og an- bringe en Vanddraabe deri. Denne virker som en Glasperle. Fig. 83. Kuglespejlets Billeddannelse. Ligeledes har man fra meget gammel Tid vidst, at man ved en stor Glaskugle eller en Glasflaske fyldt med Vand kunde bringe Solens Straaler til at tænde Ild. I Aristofanes’ Skuespil »Skyerne« siger Strep sia des til Sokrates, at lian nok ved. hvordan han skal blive sine Kreditorer kvit. Naar de presentere ham Regningen, vil han ubemærket holde den i Solen og lade den smelte ved det Glas, man tænder Ild ved. Plinius (23—79 e. Kr.) skriver, at Glaskugler i Solskin kunne tænde og ætse Saar; og Lactantius, Lærer for Constantin den stores Søn og død 325, skriver, at en med Vand fyldt Glaskugle kan tænde Ild, skønt Vandet forbliver koldt. I Anledning af den sidste Bemærkning kan tilføjes, at en Kugle eller en Linse af Is kan tænde Ild ved Hjælp af Solens Straaler, uden at den selv