Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Maurolykos. 119 at altsaa Loven for Brydningens Størrelse ikke var saa simpel, som af Ptolemæos antaget. Der hengik dog endnu flere Aar- hundreder, før den blev funden. § 95. Imidlertid fortsatte Araberne og Europæerne deres Sysler med Glaskugler og Glaslinser, hvormed der kunde frem- bringes mærkelige Billeder, som i hine mystisk anlagte Tider særlig fangede Folks Interesse. Noglø forsøgte mod det Kendskab, man dog fra Kleomedes og Ptolemæos havde til Lysets Brydning, at gøre matematisk Rede for Billedernes Dannelse ved hine Glas; andre søgte at finde Billedernes Egenskaber ved Forsøg med selve Glassene. I førstnævnte Henseende udmær- kede sig navnlig i denne Overgangstid Franciscus Maurolykos i Messina (1494—1575). Han var en Søn af en fra Konstantinopel flygtet Græker (§ 60). Skønt tilhørende den gejstlige Stand, arbejdede han meget med andre Ting, blev Direktør for Mønten og nød megen Anseelse saavel hos lærde som hos højt- staaende Personer. Han har skrevet et stort matematisk Værk, hvori han an- bragte alt det vigtigste, han havde til- Eig. 85. En Lysstraales Vej egnet sig saavel af Oldtidens som af gemwm fflas^ea parallele Samtidens matematiske Forfattere. Lige- ledes skrev han en Lyslære, som indeholdt adskilligt nyt, saa- som hans Redegørelse for, at de kantede Huller i Løvtaget dog maa give runde Solbilleder paa Skovbunden. Han er vist tillige den første, der har iagttaget, at den formørkede Sols Billeder ere formørkede (§ 81). Han søgte ogsaa en matematisk Redegørelse for Kuglers og Linsers Billeddannelse. § 96. Gaar en Lysstraale igennem Glas med parallele Flader, lider den vel en Brydning ved sin Indtrædelse, men en lige saa stor og modsat ved sin Udtrædelse, og dens Retning er altsaa den samme som den oprindelige. Lysstraalen l (Fig. 85.) brydes, saa at Indfaldsvinklen i giver Brydningsvinklen Ö; men u er Ug &, og den udtrædende Straale faar da Vinklen v lig med i. Naar en Straale gaar gennem et saadant Glas, faar den altsaa sin op-