Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Øjet. 137 skrællet saa meget af Bagvæg- denne. mere eller mindre langstrakt, eftersom Tingen var nærmere eller fjernere. § 111. Her blev dog den rette Forklaring given af Schei- ner (§ 104), som saa et Billede dannet i et Okseøje og senere i et Menneskeøje, hvor han havde gen, at Billedet skinnede igennem Øjets Vægge bestaa dels af den klare, gennemsigtige Hornhinde C, (Fig. 104) dels af den hvidlige, stærke Senehinde ESE. som indven- dig er beklædt med den sort far- vede Aarehinde, hvorpaa atter den fmtbyggede Nethinde, er ud- bredt. I denne forgrene Nerve- traadene fra Synsnerven sig. Efterat Lysstraalerne ere trængte gennem Hornhinden, forplante de sig gennem Vandvædsken, pas- sere saa igennem en rund Aab- ning K. Pupillen, i Regnbuehinden (Iris) FF ind i Krystallinsen L og videre gennem det geleagtige Glas- legeme og Glasvædsken Jftil Net- hinden, hvor Billedet dannes. Scheiner forklarede Øjets Til- pasningsevne derved, at Krystal- linsen formedelst nogle Muskler kan trækkes mer eller mindre flad. Han fandt, at dens Lysbrydnings- evne er større end de øvrige Væd- skers og Legemers, der forekomme paa Lysets Vej i Øjet, saa at en Fladtrykning af Linsen bevirker, at Linsen ikke samler saa stærkt, men altsaa indstiller sig for store Afstande; og en Fortykkelse frembringer stærkere Brydning og gør Øjet mere nærsynet. Denne sidste Tilpasningsevne har selvfølgelig sine Grænser, den tydelige Synsvidde, den, som efter Aristoteles’ Forklaring var nødvendig, fordi der skulde være Luft mellem Genstanden og Øjet. Fig. 105 viser Spejlbilleder, som ses i et Øje, der er vendt