Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

138 Øjet. mod to lysende Kvadrater, a er et Spejlbillede dannet af Horn- hinden (Kuglespejl), b et, der er dannet af Krystallinsen (fladere Kuglespejl), og c et, der er dannet af dens Bagflade (Hulspejl). A Øjet er tilpasset til Afstand; K Øjet er tilpasset til Nærsyn. De to sidste Spejlbilleder forandre tydelig Form, naar Øjet forandrer Til- pasning. Denne Tilpasning er undergivet Villien (vilkaarlig). Regnbuehinden er forsynet med smaa, uvilkaarlige Musk- ler. baade ringstillede og straalestillede. Ved nervøs Virkning aabner den Pupillen mere i Mørke og snevrer den sammen i Lys. Dette medfører selvfølgelig ikke nogen Forandring i Billedets Stør- relse og Form paa Nethinden, men kun i dets Lysstyrke. Scheiner paaviste endvidere, at Lysstraaler, der ramme højre Side af Øjets Baggrund, opfattes som hidrørende fra en Ting til venstre. Naar man nemlig be- tragter et Lys igennem et Knap- penaalshul i et Papir, man holder tæt foran Øjet, og man saa fører en Knivseg mellem Papiret og Øj- et fra højre til venstre, vil først den venstre og dernæst den højre Side af Lyset skjules af Kniven. Synsnerven træder ikke ind i Øjet midt i dettes Baggrund, der hvor vi helst opfatte Billedet af den Ting, vi betragte, men nærmere ved Næsen. Da den franske Fysiker Mariotte en Gang var beskæftiget med at under- søge, hvorledes man fornemmer Lys, der træffer paa nævnte Sted, fandt han til sin Undren, at man er ganske blind paa dette Punkt. Herom kan man forvisse sig ved at lukke venstre Øje, fæste det højre paa Korset til venstre, og idet Øjet holdes urokkeligt herpaa, fjerne eller nærme Papiret c. 10”, til Pletten tilhøjre for- svinder. Er dette sket, behøver man kun at lægge Hovedet lidt til Siden, stadig fastholdende Korset, og Pletten kommer da tilsyne igen. a I) c ä If c Fig. 105. Spejlbilleder i Øjet, som viser dets Tilpasning til Fjernsyn (A) og til Nærsyn (B). Er en Ting tilstrækkelig belyst eller lysende, behøver den kun et Øjeblik for at gøre sin Virkning gældende paa Øjet.