Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

190 Inertiens Lov. BEVÆGELSE. § 146. Det har været betydelig sværere at finde de første simple Grundsætninger for Bevægelse end for Ligevægt. Aristoteles skelnede mellem forskellige Arter af Bevægelse, voldsomme og naturlige. De sidste maatte være cirkelrunde (Be- vægelserne paa Himlen) eller til Nød retlinede, nemlig imod Jor- dens Midtpunkt eller bort derfra, og derefter delte han Legemerne i tunge og lette. Saadanne Inddelinger kunne tage sig ret systematiske og lærde ud, men de give egentlig ingen Verdens Besked. Man er dog næppe endnu i vore Dage fri for den Art af »videnskabelig« Pynt. Skal Aristoteles saa til at give nogen egentlig Redegørelse for Bevægelse, siger han, at et Legeme kun kan holdes i jævn Bevægelse derved, at der stadig er Kræfter, der drive det fremad; ellers forbruger det sin egen Bevægkraft og gaar i Staa. Heri kunde mange Fænomener fra det daglige Liv synes at give Ari- stoteles Medhold. Des sværere har det været for Galilei at er- kende, at netop det modsatte finder Sted; ti Sandheden er, som han fandt, at: ethvert Legeme forbliver i sin Bevægelses- tilstand (Hvile, dersom det er i Hvile, Bevægelse med uforandret Retning og Hastighed, dersom det er i Bevægelse), med mindre der er noget, som gør det anderledes, og dette noget, der kan forandre Legemets Bevægelsestilstand, kal- des en Kraft. Denne Lov kaldes Inertiens eller Uvirksomhedens Lov. At Legemet forbliver i Hvile, er der næppe nogen, der tviv- ler om; men at det ogsaa forbliver i sin en Gang opnaaede Be- vægelse kan synes at stride mod daglig Erfaring. Galilei paaviste derimod, at Grunden til, at en trillende Kugle gaar i Staa, er at søge i visse Kræfter, som udfoldes af Sandkorn, Ujævnheder, Luft- modstand o. 1. Jo mere disse fjernes, des renere vil Inertiens Lov træde frem, f. Eks. naar man lader en meget glat Kugle trille i en med Pergament udforet Rende.