Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

240 Det hydrostatiske Paradoks. Tid; ja, endog Forklaring var given af Arkimedes; men Stevins ejendommelige Redegørelse fortjener at kendes. Paa denne Sætning om de forbundne Rør grunder sig Vand- standen i de sammenhængende vandførende Lag, der findes i Jor- den, f. Eks. Sandlag begrænsede foroven og forneden af Ler eller Kalk, og ligeledes, at Vandet ved artesisk Boring kan komme helt op til Jordoverfladen, ja endog højere (Fig. 196). § 191. Endelig anvendte Stevin sin Betragtning til at gøre Rede for Vandets Tryk paa Flader. Først bemærkes dog, at en vandret Flade nede i Vand a b (Fig. 197) maa være under- kastet et Tryk saa stort som Vægten af en Cylinder Vand a b c d med a b som Grund- flade og Dybden a d som Højde; ti tænkte man sig a b forlænget som en stor Bund i et stort Kar, maatte Bunden bære Vandmassen, og hver Del (a b) af den maa selvfølgelig bære sin forholdsmæssige Del deraf. Tænker man sig nu lige store vandrette Plader (Fig. 198) m n p r lige dybt nede i Vand, maa Trykket paa dem alle være ens, nemlig lig Fig. 198. Begrænsede Dele af Vandet, hvorfra Stevin slutter sig til „det hydrostatiske Paradoks“. Vægten af den over Pladen værende Vandcylinder. Dernæst tænker man sig nogle Begrænsninger af forskellige Former (se Figuren) anbragte, men foreløbig saaledes, at de ikke hindre Vandet i at ordne sig. Det vil da baade ordne sig og trykke som før paa Pladerne. Bleve nu disse Begrænsninger paa en Gang faste uden dog at flyttes det mindste, vilde Vandet forholde sig som før; og naar man endelig tager alt det øvrige Vand bort, beholder man nogle Kar tilbage med en Bund i samme lodrette Dybder under Vandfladen, men med forskellige Former; og dog ere Trykkene paa alle Bundene ens. Det er saaledes bevist, at