Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Forbundne Rør. 239 Tyngdepunkt n, Opdriftspunktet; og nu kommer det an paa, om en Kraft, der virker lodret op fra n, i Forening med Legemets Vægt, der virker lodret nedad fra m, vil dreje Legemet tilbage (Fig. 194 2 og 4) eller vil fjerne Legemet yderligere fra Ligevægts- stillingen (Fig. 194 3 og 6). Er Legemet kugleformet ville m og n i enhver Stilling være i samme Lodlinie (Fig. 194 5), og der vil alt- saa være ligegyldig Ligevægt. § 190. Nævnte Betragtning af Stevin førte ham ogsaa til følgende Redegørelse. I Vandet, hvis Overflade er m n, kan man tænke sig en Vandmasse V2 begrænset, som Figuren viser, fore- løbig uden at Begrænsningen hindrer Vandet i at ordne sig, som det vil. Der vil da ikke være nogen Tilbøielighed for nogen Del af denne Vandmasse til at flytte sig. Dette vil der heller ikke være, naar Begrænsningen dernæst pludselig tænkes at stivne; og naar dette er sket, kan man selvfølgelig tage alt d et omkringværende V and bort, uden at Vandet indenfor Begrænsningen finder nogen Anledning Fig. 195. Begrænsede Dele af Vandet, hvorfra Stevin slutter sig til Loven for en Vædske i forbundne Rør. til at flytte sig. Man har da, hvad man kalder »forbundne Rør« (eller »samkvemhavende Rør«), og i saadanne staar altsaa Fig. 196. Et vandførende Lag mellem to Lerlag og et artesisk Borehul. Vandet lige højt, det vil sige i samme vandrette Plan. Hvad der er sagt om F2, kan Ord til andet siges om TJ\ U2, saa at Sætningen gælder om alle saadanne »forbundne Rør«, hvilken Form de end have. Selve Sætningen var ikke ukendt paa Stevins