Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

238 Svømmende Legemers Ligevægt. meget eller mindre end Opdriften, vil Legemet synke, forblive eller stige. § 189. Men til denne allerede af Arkimedes udredede Sæt- ning føjede Stevin endnu et Par Sætninger for svømmende Legemers Ligevægt. Det svømmende Legeme har et Tyngdepunkt m (Fig. 193), Fig. 193. Et svømmende Legeme. (Tværsnit af et Skib i Ligevægt). og dette stræber lodret nedefter. Den fortrængte Vandmasse vilde ogsaa have haft et Tyngdepunkt n, og da den vilde være bleven baaret oppe, maa Opdriften kunne tænkes samlet i Punktet n; ti kun naar den fortrængte Vandmasses Tyngde- punkt er understøttet, er den i Ligevægt. Naar nu det svømmende Legeme virker nedad i Punktet m, og Opdriften virker ligesaa stærkt opad i n, vil der kun kunne være Ligevægt, hvis m og n ligge i samme Lodlinie. Naar dernæst Talen er om Ligevægtens Art, altsaa, om det svømmende Legeme, efter at være drejet lidt bort fra Ligevægtsstillingen, igen vender tilbage til den eller kæntrer videre (§ 128), siger Stevin, at Ligevægten kun er stadig, naar Legemets Tyngdepunkt ligger lavere end Opdriftspunktet (den for- trængte Vandmasses Tyngdepunkt). At der da er stadig Ligevægt, Fig. 194. Svømmende Legemer i stadig (1, 2, 4), ustadig (3, 6) og ligegyldig (5) Ligevægt. indses let ved Betragtning af Fig. 194,; ti de to Kræfter i m og n ere aabenbart i Færd med at dreje det kæntrende Legeme til- bage til Ligevægtsstillingen. Men denne Betingelse er iøvrigt ikke nødvendig for stadig Ligevægt. Hvis nemlig det svømmende Legeme drejes noget bort fra Ligevægtsstillingen, vil ganske vist Legemets Tyngdepunkt m forblive paa sit Sted i Legemet; men den fortrængte Vandmasse faar i Reglen en anden Form, saa at den faar et nyt