Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

248 Italienske Vægtfyldebestemmelser. Svømmeren og jo lettere Vædsken er; og der kan da ingen Grund være til at tvivle om, at Arkimedes, der har skrevet et saa ud- mærket Værk om svømmende Legemer og med saa mesterlig Klar- hed havde fremsat det »arkimediske Princip« — at et Legeme nedsænket i enVædske taber i Vægt, hvad den fortrængte Væd ske- masse vejer —, har formaaet at bestemme andre Legemers Vægt- fylde end netop Guldets og kendt andre Maader at gøre det paa end den at maale, hvormeget Vand Guldkransen fortrængte. Venezianeren Marino Ghetaldi angiver 1603 i et Værk, som han kaldte »Arkimedes fortsat«, Vægtigheden af 12 forskellige Stoffer, nemlig de gamles 7 Metaller: Guld, Sølv, Kviksølv, Bly, Kobber, Jern og Tin, samt Vand, Vin, Honning, Eddike og Olie. Bogens Navn viser, hvem Ghetaldi mener at skylde sin Viden; og den saakaldte Bilanzetta, som Fig. 206. Vejning i Vand. den samtidige Galilei siges at have opfundet til at bestemme Vægtigheden med, er næppe noget synderligt andet end de Redskaber, som Arkimedes hav- de givet Anvisning paa at bruge. Bilanzetta beskrives som en Bismer, hvorpaa man kunde veje et Legeme, dels ligefrem (i Luf- ten), dels nedhængende i Vand. Vejer Legemet (f. Eks. et Stykke Bly) i Luften 11 Pund, i Vand 10 Pund, maa det efter det arkimediske Princip fortrænge 1 Pund Vand. De 11 Pund Bly fylde altsaa ligesaa meget som 1 Pund Vand; man siger, at Blyets Vægtighed eller Vægt- fylde er 11 (nøjagtigere 11.4). § 201, Denne Maade at be- stemme et fast Legemes Vægt- fylde paa er bleven almindelig. Selvfølgelig kan man ligesaa godt og med større Nøjagtighed bruge en finere Vægt end Bismeren. Vil man bruge en Skaalvægt hertil, anbringes under Skaalen en