Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Svømmeren®. 249 lille Krog (Fig. 206), hvorpaa man kan binde en Traad, som bærer Legemet. Et Kar med Vand kan hæves op om det saaledes op- hængte Legeme. Man har kun at bestemme, hvad Legemet vejer, inden Vandet omgiver det, og hvad det vejer derefter, altsaa hvad det har tabt iVandet iVægt; og Legemets Vægtfylde er da lig med dets Vægt delt med dets Vægttab i Vand (□: samme Rumfang Vands Vægt). Er Legemet lettere end Vand, vil det svømme. Man maa derfor først ophænge et andet, men vægtigere Legeme under Skaalen nede i Vandet, saaledes som Fig. 206 viser, og tarere Vægten o: ved Hagl eller lignende bringe Ligevægt tilveje. Læg- ges nu det lette Legeme paa Skaalen, kan man ved Lodder paa den anden Skaal finde, hvad det vejer i Luften; og bindes det lette Legeme til det tunge, saa at dette trækker det med sig ned i Vandet, maa man for at bevare Ligevægten lægge saa mange Lodder paa den Skaal, hvorunder Legemet hænger, som svarer til Vægttabet, og hvorved dette altsaa kan findes. § 202. Naar de gamle have kendt Forskel paa Vægtfylden af Vin, Saltvand, Regnvand og almindeligt Vand, er det næppe ved at veje et vist Rumfang deraf, da det med Datidens Hjælpe- midler ikke var let at maale et Rumfang saa nøjagtig, som for- nødent. Man har snarere iagttaget Forskellen ved at lægge Mærke til, at svømmende Legemer forholde sig forskellig overfor ulige Vædsker. Der gives netop adskillige Legemer (af Dyr- og Planteverdenen), hvis Vægtfylde er meget nær ved Vandets, og som derfor ved lidt Forandring i Forholdene kunne komme til at flyde eller synke i Vandet. Selve det menneskelige Legeme har meget nær Vandets Vægtfylde, saa at dets Flydeevne i Havvand er kendelig større end i Ferskvand, og ligeledes forøges den be- tydelig, dersom man fylder Lungerne med Luft (ved Indaanding). Et Æg bæres oppe af Saltvand, men ikke af Ferskvand. Har man først gjort saadanne Iagttagelser, ligger det ikke fjernt at tildanne en Svømmer saaledes, at det let ses paa den, at den synker ulige dybt i forskellige Vædsker. Et saadant Instru- ment —- hvad énten det nu som antydet i § 200 er opfundet af Arkimedes eller ej; det er i hvert Fald et Par Tusinde Aar gam- melt — har nogen Lighed med Børnenes bekendte Legetøj ved Søbredden. I den ene Ende af et vissent Stykke Siv faststikke de en lille spids eller skarp Sten, kaste det ud i Søen, og Sivstykket