Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Teodoliten. 329 som har faaet Betydning for Newtons store Opdagelse, hvorom senere, har han den Fortjeneste at have forbedret Trianguleringen ved ikke at nøjes med simple Sigter, men at indføre Kikkert med Traadkors (§ 104) i det Instrument, hvormed der sigtedes ved Trianguleringen. § 272. Hermed er det væsentligste Skridt gjort til Konstruk- tionen af den saakaldte Teodolit, som bruges til flere Ting, men navnlig i Geodosien, o: Opmaaling af større Dele af Jorden. Fig. 266 viser et lodret Tværsnit af en Teodolit. Den skraverede Del er et solidt støbt, med et lodret Hul gennemboret Stativ, der for- oven har en rund Ringskive C C fint inddelt i Grader. Indenfor dennes Rand og tæt sluttende dertil findes en anden Skive DD fæstet til den store Gaffel K L M N, hvis runde Skaft K kan drejes i Stativets runde Udboring, og hvis Grene M og N have Aksellejer for Kikkerten PO. — Ved Stille- skruerne A og B i Stativets Ben kan man stille Apparatet saa- ledes, at Aksen K er lodret, hvilket ses paa et Ryttervater- pas, Fig. 267, som anbringes paa Kikkertens Aksel. Naar den bevægelige Del af Instru- mentet kan drejes en hel Gang passet flytter sig, er Tappen KL lodret, vandret erkendes ved at vende Ryttervaterpasset selv omkring. Fig. 267. Ryttervaterpas set fra Siden og fra Enden. rundt, uden at Luftblæren i Vater- At Kikkertakslen er Man kan med Kikkerten og dens Traadkors tage et over- maade skarpt Sigte paa den fjerne Stations Mærke; men dernæst skulde man aflæse Skiven D’s Mærke imod O’s Inddelinger: og dette skulde ligeledes ske saa fint som muligt, helst meget finere end ved simpel Aflæsning af Skivens Delestreger. § 273. Man bruger til saadanne Aflæsninger en Apparatdel, som kaldes en Nonius efter Portugiseren Pedro Nunez, som har skrevet om et andet Hjælpemiddel til lignende Brug i Aaret 1542, ligesom ogsaa Regiomontanus og Tyge Brahe havde forskel- lige kunstige Hjælpemidler, der tilsigtede lignende Finhed i Aflæs- ningen (jfr. Fig. 41). Men den fuldkomne »Nonius«, som Fransk- mandene med rette kalde en »Vernier*, er først opfunden og beskreven 1631 i en Bog udgivet i Bryssel af Nederlænderen Pierre Vernier eller Peter Werner, f. 1580, d. 1637.