Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

332 Pendulet ved Ækvator. Kortets store Trekanter vise, at man kan tage lange Sigter, saa at det er et forholdsvis ringe Antal af Trekanter, der er for- nødent til at omspænde saa store Strækninger som over til Skaane. over Sjælland, Fyen, Samsø, Østjylland til Skagen, over Lillebelt ned til Hamborg, eller ad Øresund, over vore sydlige Øer til Meck- lenborg—Hamborg. § 275. Ved de hidtil nævnte Maalinger havde man stiltiende forudsat, at Jorden var en Kugle, og at den altsaa rundede lige stærkt allevegne og til alle Sider. En tilfældig Begivenhed skulde imidlertid rejse et Spørgsmaal i saa Henseende. Pariserakademiet sendte 1671 et af sine Medlemmer, Richer, til Cayenne i Syd- amerika for at foretage nogle astronomiske Observationer. Til hans Udrustning hørte bl. a. et Pendulur, der gik rigtig før Af- rejsen. men som i Cayenne viste sig at tabe 2 Minutter i Døgnet. Skønt Richer ikke kunde se, at Pendulet havde lidt nogen Over- last paa Rejsen, saa han sig nødsaget til at forkorte det P/4 Linie for at faa det til at gaa rigtig igen. Da han kom hjem i 1673, viste det sig, at Uret vandt to Minutter i Døgnet, indtil Pendulet atter blev forlænget med de l’/i Linie. Lignende Beretninger indtraf om Pendulure, der gik for lang- somt ved Afrikas Kyst og i Vestindien. Den almindelige Mening herom gik ud paa, at Pendulet blev udvidet af Varmen i de tro- piske Egne, og at det derved kom til at gaa for langsomt. Pendulurets Opfinder og Centrifugalkraftens Beregner (§ 174, Eks. 3) Huyghens derimod var Manden for at erkende den sande Aarsag til hine Fænomener. Varmen kunde nemlig ikke være saa høj, at den kunde afstedkomme saa stor Afvigelse i Urets Gang. Derimod maatte Centrifugalkraften paa Grund af Jordens Akse- omdrejning være størst ved Ækvator, og her virke lige imod Tyng- den; men naar Tyngden saaledes blev formindsket, maatte Pen- dulet svinge langsommere og Uret altsaa komme til at tabe. — Huyghens Regninger stadfæstede Rigtigheden af Forklaringen. § 276. Men nu kommer Huyghens til at tænke over Centri- fugalkraftens Virkninger paa andre Steder af Jorden, f. Eks. hos os, Fig. 270 o. Den maa aabenbart her have Retningen o a, bort fra Jordaksen n g. Men o a kan opløses i ob og o c. ob er mod- sat Tyngdekraften og og formindsker derfor denne lidt; men o c stræber at føre Tingen henimod Ækvator, hvad der i alt Fald maa gøre sin Virkning gældende paa Vandet (Havet); og dette maa