Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Ole Rømer i Paris. 339 Efter endte Arbejder paa Hveen fulgte Rømer med Picard til Paris. Her erhvervede han sig snart megen Anseelse, blev kort efter Medlem af Akademiet og Lærer i Matematik for Kronprinsen, tog Del i Anlæget af kunstige Vandspring i Versailles og Marly, opfandt flere Instrumenter og har bl. a. Fortjenesten af at have angivet den rette Form for Tænderne paa Tandhjul (Epikykloiden). Den vigtigste Tildragelse var dog den, der fulgte af hans Sam- arbejde med Picard og navnlig med Domenico Cassini. Sammen med ham foretog Ole Rømer Maalinger af de Tider, der forløbe mellem hver Gang, en af Jupitermaanerne træder ind i eller ud af Jupiters Skygge. Dette Fænomen, der kan iagttages allerede i en ret tarvelig Kikkert, har selvfølgelig i sig selv astro- nomisk Interesse m. H. t. Bestemmelsen af Jupitermaanernes Om- løbstid. Men man saa tillige snart, at dette er et af de astrono- miske Fænomener, som, naar det først er tilstrækkelig studeret og beregnet, tilmed har stor praktisk Interesse for Sømanden og for Opdagelsesrejsende. En Jupitermaanes Indtrædelse i Skyggen vil nemlig ses sam- tidig fra hvert Sted af Jorden. Allerede Galilei havde derfor udset dette Fænomen til at gøre Tjeneste som Verdenstaarnur ved geo- grafiske Stedbestemmelser paa lignende Maade som den af Hippark anvendte Maaneformørkelse (§ 47). Men Jupiterformørkelserne ere langt mere anvendelige j ti det hører ikke til Sjeldenhcderne, men snarere til Dagens Orden, at en Ind- eller Udtrædelse finder Sted. Jupiter er nemlig en saa stor Klode, og dens Maaners Baneplaner falde saa nær sammen med dennes, at de tre inderste Maaner i hvert eneste Omløb maa passere Skyggen, og selv den yderste bliver oftere formørket, end den slipper uden om. Kunde nøjag- tige Tabeller over disse Fænomeners Indtræf udfærdiges forud, vilde de aabenbart kunne gøre Sømanden samme Tjeneste som et fint Kronometer. Bestemmelsen er imidlertid ikke nogen ganske simpel Sag; ti saavel Jupiters Bane som dens Maanebaner ere Ellipser, afvige altsaa fra Cirkelformen, og hermed følger, at Hastig- hederne ikke ere jevne og disse Fænomener ikke absolut ligetidige. Cassini og Rømer gik imidlertid i Lag med dette Arbejde; og blandt de Uregelmæssigheder, der viste sig, fandt de, at den Tid. der ligger imellem to Formørkelser af samme Maane, vai lidt kortere paa en Tid af Aaret end paa en anden. Lad S være Solen (Fig. 272), g, g, g. g. Jorden paa forskellige Steder i dens