Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

340 Lysets Hastighed. Fig. 272. En Jupitermaanes Formørkelse iagttagen fra Jorden. Bane, J Jupiter og d en af dens Maaner. De fandt da, at Tiden mellem et Par Formørkelser var mindre, naar Jorden var ved gx g2, end naar den var ved g$g±. Da imidlertid Jordens Stilling van- skelig kan tænkes at have nogen virkelig Indflydelse paa Jupiters Maaner, antog de, at det maatte hidrøre fra, at Jorden ved gx g2 saa at sige rejser Lyset imøde, og at Fænomenet derfor viser sig lidt tidligere for os, naar vi ere ankomne til g2, end hvis vi vare forblevne ved gt; og at om- vendt Jorden fra g3 til gx fjerner sig fra Jupiter, saa at Lyset, som først indhenter os i g±, maa komme lidt senere, end hvis vi vare forblevne i g3. Denne Flytning fra gr til g2 er ikke Smaating. Da Jor- den bevæger sig omtrent 4 Mil i Sekundet, vil den Vejlængde, vi tilbagelægge, endog imellem et Par Formørkelser af den in- derste Maane (som gaar hurtigst, nemlig med en Omløbstid paa c. 421/2 Time), dog være omtrent 4 . 60 . 60 . 42’^ Mil eller henved 600000 Mil, og Formørkel- sen kom derfor ved g2 omtr. 15 Sek. for tidlig, ved gx 15 Sek. for sent. Det blev Cassini, der første Gang af- gav Beretning herom i Akademiet; men der blev rejst Modstand fra mange Sider. Følgende et Forslag af Galilei havde Accademia del Cimento forsøgt at maale, hvor lang Tid Lyset tog til sin Forplant- ning derved, at to Personer i en Mils Afstand holdt en Skærm for et Lys. Paa den ene Skærmen, og saasnart den anden fjerne sin Skærm. Den Tid, der medgik fra den første fjernede sin Skærm, til han saa Lyset fra den anden, maatte saa være den, som Lyset brugte om at gaa frem og tilbage. Forsøget havde ikke ført til noget, da den forløbne Tid syntes at være den samme, som de to Personer behøvede til at udføre Be- vægelserne. De fleste hyldede derfor nu den forøvrigt ret under- lige Paastand af Descartes, at Lyset aldeles ikke bruger Tid til en aftalt Tid fjernede saa Lyset, skulde han