Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Benzenbergs Faldforsøg. 365 beholder dettes Hastighed mod Øst under Faldet, medens Foden har en mindre Hastighed mod Øst, mente Newton, at Kuglen maa naa længero mod Øst end Foden, altsaa. falde øst for Lodlinien ). Selskabet paalagde Hooke at gøre Forsøg, men i det Sted skiev han et Brev til Newton og læste det op i et senere Møde. Hooke havde af en Tegning i Newtons Afhandling troet, at Newton mente, at det faldende Legemes Bane var spiralförmig, saa at, hvis Jor- den ikke standsede det, vilde det kredse spiralmæssigt nærmere og nærmere ind imod Jordens Midte. Dette synes at være en ren Misforstaaelse. Newton tænkte aldeles ikke paa saa langt et Fald, men kun et Fald i Nærheden af Jordoverfladen, hvor Tyngden overalt er væsentlig ens. Hookes Svar gik nu ud paa, at det faldende Legeme, hvis det kunde fortsætte, vilde beskrive en lang Ellipse ind omkring Jordens Midtpunkt og ud igen til Taarntoppen og saaledes vedblive. — Videnskabernes Selskab var utilfreds med, at der intet Forsøg var bleven gjort og paalagde Hooke det paa ny. Hooke gjorde det med en Faldhøjde af 27 Fod, men uden Resultat. Senere er Forsøget udført, først med nogenlunde Held i 1791 af Italieneren Guglielmini med en faldhøjde af 90 Fod, der- næst 1802 fuldstændig vellykket af den ansete tyske Fysiker Ben- zenberg (1777—1846) i en Faldhøjde af 235 Fod fra Michaelis- taarnet i Hamburg, og senere af andre i dybe Sjakter. Det kaldes gerne Benzenbergs Faldforsøg. men Ideen er Newtons, horsøget maa gøres fint, Forstyrrelser (Lufttræk o. 1.) saa vidt mulig und- gaas, og Faldet gentages, saa at man kan tage et Slags Midtpunkt for Træflerne i det hele. Dette Midtpunkt viser sig da ganske rigtig at ligge lidt øst for Lodlinien. Ved hin Behandling af sin Ide bliver Newton atter tavs, men driver des stærkere paa sit Arbejde; og da han i 1682 faar Lejlighed til at forny sin Maaneberegning (§ 293) med det rigtigere Maal paa Jordklodens Størrelse, som Picards Gradmaaling (§ 271) tilstedte, finder han Stadfæstelse for sin Ide fra 1666. Der for- tælles, at hans Nervespænding var saa stor, at han maatte faa en •) Tyge Brahe havde haft en noget lignende Ide; men da Inertiens Lov endnu den Gang var ukendt, mente Tyge Brahe, at en Ting, der faldt fra Taarnets Top, maatte blive tilbage for Foden, det vil sige falde ■vest- ligere end Lodlinien. Tyge fandt ingen Afvigelse fra Lodlinien og følte sig herved bestyrket i den Opfattelse, at Jorden ikke bevæger sig.