Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

366 Halley, Hooke og Wreen. Ven til at gøre Regningen færdig. I hvert Fald er han især i disse Aar over al Beskrivelse optaget af sin matematiske Behand- ling af disse Sager, noget der ikke kan undre, naar det betænkes, at under hans tilbagetrukne, stille Færd i Cambridge i disse Aar kom det Tankearbejde til Verden, der til Behandling af Natur- fænomener uden Sammenligning kan kaldes det største, Historien har at melde om. — Men vi begive os endnu en Gang ind til hans Fæller i Videnskabernes Selskab i London. Ogsaa blandt dem ulmede det. § 297. Blandt de udmærkede Mænd i Videnskabernes Sel- skab befandt sig den Gang den unge Edmund Halley, om hvem iøvrigt senere. Ogsaa han saa vel som Hooke og Wreen havde grundet meget over Himmellegemernes Baner, og der var for dem alle begyndt at klare sig et og andet i saa Henseende. Da mødes de tre Mænd i Januar 1684 og komme snart ind paa deres fælles Interesse. De tale sammen om, at naar en lille Klode tiltrækkes af en stor i omvendt Forhold som Afstanden i anden Potens, maa den lille rimeligvis, hvis den i Forvejen har en Sidebevægelse, gaa i en Ellipse om den store; men det gælder at indse det klart, at bevise det matematisk. Wreen lover at give den af de to andre, der først kan levere Beviset, foruden Æren en Bog til Værdi af 40 Shillings. Hooke paastaar, at han har Beviset; men han vil ikke ud med det, for at de andre først skulle faa at fornemme, hvor svært det er. Denne Paastand har næppe været rigtig; ti Wreen fik ikke senere Lejlighed til at indfri sit Løfte. Derimod drog Halley 7 Maaneder efter til Cambridge og be- søgte Newton, som han havde stor Agtelse for, i Haab om, at Newton maaske kunde klare Sagen. Halley fandt langt mere, end han ventede; ti Newton havde et stort Arbejde liggende væsentlig færdig, og deriblandt ogsaa det ønskede Bevis; men det synes næsten, som om dette Arbejde var bestemt til at skulle have ligget til efter hans Død, for at han ikke skulde blive ført ind i en ny Strid. Halley udvirkede imidlertid, at Newton lovede at sende Videnskabernes Selskab det, og Halley mindedes altid senere med stor Glæde, og som noget, hvorved han i Sandhed havde gjort sig fortjent, at han havde haft Lykke til at opdage og frem- drage dette enestaaende Værk. Det trak dog et Par Aar ud med Indsendelsen; men da den endelig skete, fandt man Arbejdet saa