Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

372 Den almindelige Tiltrækning. medens den virkelige Afstand er R og dens Omløbstid T, maa vi for denne Planet have: 4 yr2 R3 === /p> Eftersom nu tredje kepplerske Lov siger, at r3 R3 , 4 7c2r3 4 7r2Æ3 = yä a tsaa Ogsaa —~~ —T~2—’ faar man k = K. o: Jorden og en anden Planet vilde ved Soloverfladen være udsatte for selv samme Tiltræk- ningskraft, en Lov, der svarer aldeles til den, at ved Jordover- fladen falde alle Legemer lige hurtigt, hvad enten de ere tunge eller lette, store eller smaa (§ 139). Den Tiltrækningskraft, hvor- med Solen drager Planeterne til sig, beror altsaa ikke paa disses Beskaffenhed og Størrelse, men udelukkende paa deres Afstand. § 302. Den tredje kepplerske Lov havde imidlertid ogsaa vist sig at passe paa Planeternes Drabanter, saasom paa Jupiter- maanernes Afstande fra og Omløbstid om Jupiter, og vi forstaa nu med Newton, at heraf følger, at ogsaa denne Klode maa ud- øve ensartet Tiltrækningskraft paa alle sine Maaner. Newton gjorde da den Slutning, at disse Tiltrækninger ikke ere af mag- netisk eller lignende Art, men alene hidrøre fra den umaadelige Masse, som Solen, Jupiter o. s. v. indeholder, ja, at Tiltræknin- gen er en almen Egenskab ved Stoffet, og at Stoffets Mængde maa kunne maales ved Tiltrækningens Størrelse. Vi ville tage et Par Eksempler, men for Simpelheds Skyld regne med runde Tal. Kaldes Maanens Afstand fra Jorden 1, bliver Jordens Afstand fra Solen henved 400 (§ 33). Den Centrifugalkraft, som paavirker Jorden i dens Bane om Solen, og som ophæves ved Solens Til- 4 n2 400 trækningskraft, kan altsaa (§ 174) skrives --------, idet vi bruge Døgnet som Tidsenhed. Den Tiltrækningskraft derimod, som Jorden udøver paa Maanen, er lig Maanens Centrifugalkraft 4 1 i dens Bane, nemlig —. Var nu Maanen lige saa langt At • borte som Solen, vilde Jordens Tiltrækningskraft blive -^5—s mindre 40Cr 4 1 1 eller -——— • ——2- Følgelig maa Solens Tiltrækningskraft være A I TCVV