Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Klodernes Mekanik. 371 Dersom man nu gør Newtons Antagelse om »Afstand og I iltræk- ning«, nemlig: Ä = é2 F ~ a2 D følger heraf, at — — 1 eller R — r, ø: Krumningerne ere lige stærke i Periheliet og i Afeliet. — Gaar man derimod ud fra den første kepplerske Lov, nemlig at Banen er en Ellipse, ere de nævnte Krumningsradier lige store; men er R = r, bliver Ligningen = —2 . A af sig selv til o:, at Newtons Udtalelse F a? r & Fa2 om Tiltrækningens Afhængighed af Afstanden er rigtig. Denne Lov, som hai Lighed med Loven om Lysstyrken i forskellige Afstande af det Lys, der udgaar fra et Punkt (§ 82), kunde man ikke paa Forhaand være sikker paa. Saaledes aftager f. Eks. Magnetens Tiltrækning til et Stykke Jærn i større Afstande efter en anden Lov (aftager stærkere); og heller ikke for Lyset passer Loven, naar Luften er mindre klar. Da Loven imidlertid gælder her, kan man slutte, at der i Verdensrummet hverken findes noget, der saa at sige svækker eller fortærer selve I iltræk- ningskraften, ikke heller noget, der hindrer Planeten i dens Be- vægelse. Her er rene simple Forhold, hvad der saa end monne være Tiltrækningskraftens Aarsag. § 301. Endelig ville vi sammenligne den Tiltrækningskraft, som Solen udøver paa to forskellige Planeter. Lad Jordens Af- stand fra Solens Centrum være r (f. Eks. udtrykt i Antal af Sol- radier) og dens Omløbstid (Aaret) være t, da vil den Centrifugal- 4 7T Z* kraft, som vilde fjærne Jorden fra Solen, være —— (jfr. § 174). Kalder man den Tiltrækningskraft, som Solen vilde udøve paa Jorden, hvis denne befandt sig ved Soloverfladen, for k, bliver k Tiltrækningen i Jordens virkelige Afstand Da nu Jorden hverken falder ned paa Solen eller gaar bort fra Solen, maa disse to Kræfter være lige store, altsaa k 4 yr2 r n , 4 n2 r3 — = — eller k — — Da imidlertid det selv samme kan siges om en anden Planet, som ved Soloverfladen vilde være udsat for Tiltrækningskraften Ky 24*