Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

378 Perturbationer. fandt han deraf, at Jorden maatte have en Gennemsnitsvægtfylde Lignende Forsøg med lignende Resultat ere senere udførte af flere Fysikere, fornemmelig i 1843 af Baily, som undersøgte en Mængde Kugler af de mest forskellige Stoffer, endog Meteor- sten — for at faa noget med, der ikke var af jordisk Oprindelse. Baily fandt bestandig, at Tiltrækningen stod i Forhold til Kugler- nes Vægt, en direkte Stadfæstelse paa, at Tyngden er en Virk- ning af den almindelige Tiltrækning. Baily varierede Opstillingen paa mange Maader, saa at hans Forsøg løb op over 2000 i Antal. Som Middeltal af alle Forsøg fandt han, at Jordens Vægtfylde er 5,67. Jorden vejer altsaa 5,67 Gange saa meget som et lige saa stort Legeme af Vand eller omtrent 6 Kvatrillioner (o: 6 med 24 Nuller efter) Kilogram. Det er klart, at ved Siden af den Til- trækning, der afstedkommes af en saadan Masse, bliver Tiltræk- ningen af andre Legemer, selv Bjærge, forsvindende. § 307. Newtons Principia gør nu Rede for en hel Mængde astronomiske Fænomener, ikke alene for Planeternes og deres Maaners Bevægelser i store Træk, styrede af Centrallegemets Til- trækning, men ogsaa for mange smaa Afvigelser hidrørende fra andre Himmellegemers Indvirkning. Saaledes har Maanen mang- foldige Afvigelser, fordi den ikke alene paavirkes af Jorden, inen i høj Grad af Solen, ja selv af Planeterne. Heraf følger Foran- dringer i Maanebanens Ekcentricitet, og dermed i dens Hastighed og Afstand fra Jorden, Maanebanens Hældning mod Ekliptika, den Linie, hvori Maanebaneplanet skærer Ekliptika, den fra Jorden til enhver Tid synlige Del af Maaneoverfladen m. m. Vi maa nøjes med at antyde disse Afvigelser; men Stykke for Stykke bleve de nu Genstand for nøjagtig Beregning. § 308. Ligeledes gøre Planeterne smaa Afvigelser, »Pertur- bationer«, fra den ved Solens Tiltrækning bestemte Bane, hid- rørende fra de andre Planeters Tiltrækninger. Ogsaa for disse blev der gjort Rede; ja, de tjente endog til at angive disse andre Planeters Tiltræknings Størrelse og dermed deres Masse, hvad der selvfølgelig havde særlig Betydning for de Planeter, der ikke have Maaner, og hvor man altsaa ikke ved Maaners Afstande og Om- løbstid kunde komme til Kundskab om Tiltrækningens og altsaa Massens Størrelse. Paa dette Punkt har Teorien om den almindelige Tiltræk-