Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

386 Maanen. Hvad den os nærmeste Klode, Maanen, angaar, da saa allerede Galilei dens Bjærge (§ 142), de store Ringbjærge paa indtil 30 Mils Tværmaal og de mindre Kratere, som findes i myl- drende Mængde lige ned til et Tværmaal paa 700 Alen. Galilei anviste tillige en Maade, hvorpaa man kan maale Bjærgenes Højde ved de Skygger, de kaste. Man har i vore Dage meget nøjagtige Kort over Maanen med alle Højdeangivelser, ja, man har dannet Afstøbninger, som ved deres Relief tydeliggøre Maaneoverfladens Form; vi maatte ønske, at vi havde dem lige saa gode for vor egen Klodes Vedkommende. Der findes desuden flere Furer eller Sprækker (Fig. 150), som ikke ses i enhver Belysning. Baade disse Kløfter og Bjærgene staa ikke væsentlig tilbage for de største paa Jorden; og da Maanen er meget mindre, ere Bjærgene forholdsvis mere fremtrædende end Ujevnhederne paa Jorden. Dertil kommer, at de i det hele staa med skarpere Kanter og Tinder end Klipperne paa Jorden. Dette sidste hænger sammen med, at der ikke paa Maanen findes Vand, som har kunnet udøve sin nedbrydende og nivel- lerende Indflydelse. Vistnok har man fra Kikkertens første Tider givet de jevnere mørkere Strækninger paa Maanen Navn af »Have«, men Vand findes ikke. Dersom der var et Lufthav paa Maanen af nogen Betydning, vilde det, lige som vor »Himmel«, om Dagen kaste Lys ind i Bjærgenes Skygger, og disse vilde da ikke, som Tilfældet nu er, blive sorte, men graa. Desuden vilde en Stjerne, som Maanen paa sin Vej dækker for vort Blik, ikke saa øjeblikke- lig, som nu sker, forsvinde bag Maaneskiven og lige saa øjeblikke- lig komme tilsyne igen; men Lysbrydningen i et Lufthav vilde be- virke. at en Stjerne vilde synes at dvæle lidt ved Maanens Rand, og tilmed rimeligvis skifte Farve. Skulde der dog være nogen Luft paa Maanen, maa den være meget tynd. Dens Tæthed vilde ikke kunne være Vsoo af vort Lufthavs uden at kunne ses. Da Maanen mangler Luft og Vand, kan der ikke være Tale om Liv af den Slags, som kendes paa Jorden. Heller ikke ses noget, der kunde kaldes Skove, Byer, Kolonier, Flokke o. L, hvad Nutidens gode Kikkerter ellers kunde vise os. Alt synes dødt. I et Par Tilfælde har man troet at spore en Forandring i et enkelt Krater, men selv dette er tvivlsomt. Venus synes altfor indhyllet i Taage (Skyer) til, at vi kunne faa noget at se paa denne Klodes Overflade, og Merkur ligesaa. ■■■■