Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

418 Stjernernes Størrelse. tilsvarende Hastigheder for visse andre Stjerner. Vi se heraf, at selve Solene — vor egen Sol indbefattet (§ 321) — have lig- nende Hastigheder paa flere Mil i Sekundet som dem, vi kende fra vor egen Jord (4 Mil), dens Søskende og Kometerne. Men paa Grund af den umaadelige Afstand synes Hastigheden ringe, ligesom Hastigheden af et Eksprestog synes ringe, naar man ser det i et Par Mils Afstand. Stjernernes Afstand er imidlertid saa stor, at skønt en Kanonkugles Hastighed er Sneglefart ved Siden af deres, ser Menneskelægten i Aartusinders Løb næppe nogen kendelig Forandring i Stjernernes indbyrdes Stilling. § 332. Maalinger af Lysstyrken have vist, at f. Eks. Sirius lyser 5400 Millioner Gange svagere end Solen. Da den imidlertid er 1,375,100 Gange saa langt borte, maa (jfr. § 83) Sirius’ Lys i 1 375 1002 Virkeligheden være E ’ ’ AnA- eller 350 Gange stærkere end 5,400,000,1)00 vor Sols. Dersom man nu ikke vilde tænke sig dens Glans stær- kere end vor Sols, maa dens Overflade være 350 Gange saa stor, dens Tværmaal næsten 19 Gange saa stort og dens Rumfang over 6000 Gange saa stort som Solens. Men i den uhyre Afstand ses dog hverken Sirius eller nogen anden Stjerne som andet end et Punkt. Var Sirius ikke mere lysende end Solen, vilde den her fra Jorden kun kunne ses af et skarpt Øje og under gunstige Om- stændigheder som en Stjerne af 6te Orden. Det kunde være rimeligt, om man tænkte sig, at andre Sole, der ikke staa tilbage for vor Sol i Størrelse, ligesom denne kunde være ledsagede af Planeter. Saadanne af lignende Art som Jor- den og dens Søskende vilde der dog kun være ringe Haab om nogensinde at faa at se fra vort Stade; ti naar selve Solen vilde svinde ind til en Stjerne af 6te Orden, vilde det Lys, som endog en Jupiter eller Saturn udsender, være umærkeligt i det bedste Te- leskop. Men man maa være forberedt paa, at meget kan være anderledes der ude i den store Verden; og til Sirius knytter der sig just et ret talende Vidnesbyrd derom. Da Bessel fandt, at Sirius havde en Egenbevægelse, der dannede en krum Linie, sluttede han, at den maatte kredse om en anden, men ganske vist usynlig Klode. Han fremsatte den samme Slutning med Hensyn til Prokyon. Flere Astronomer fort- satte Maalingerne og bestemte Banerne nøjagtigst mulig. Men i flere Aar kunde man intet se paa den formodede mørke Klodes