Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Forsøg af Pytagoras. 425 § 335. Erfaring har tidlig lært Menneskene, hvorledes In- strumenterne skulde bygges, hvor lange Strængene skulde være o. 1.; og Forskrifterne herom have ligesom saa meget andet i Old- tiden, saasom Bygningskunst, været holdt i Hævd som guddomme- lig Overlevering. En Mand, der dog uden at fornægte det gud- dommelige tillod sig at undersøge de herhen hørende Talforhold ligesom andre lignende, er Pyt agoras (§ 24). Der fortælles, at han ved at gaa forbi en Smedje bemær- kede, at Hamreslagene dannede en musikalsk Kvart, Kvint og Oktav, og at han undersøgte og fandt, at Vægten af de 3 mindre Hamre var 3/4, 2/3 og 1/a den store. Dette gav ham Anledning til at gøre For- søg paa at stramme en Streng med forskellige Vægte og af forskellig Længde for at undersøge, hvorledes Tonen forandrede sig. Beretningen herom er optegnet flere Aarhun- dreder senere og er derfor næppe helt rigtig, men for saa vidt inter- essant, som her altsaa er Tale om Forsøg, noget, som ellers næ- sten er ukendt i den græske Old- Fig> 314. italiensk sækkepibe tid (jfr. § 140). Pytagoras fandt ved sine Forsøg, at naar en Streng giver en vis Tone, vil en anden af samme Slags og samme Stramhed give den højere Kvart, Kvint og Oktav, naar dens Længde er 3/4, 2/3 og 1/2 af den førstes. Skulle overhovedet to lige tunge og lige stramme Strenge give Toner, der lyde godt sammen — danne en velklingende Akkord —, maa Længderne staa i simple Talforhold til hinanden. Dette var i god Samklang med Pytagoras’ Erkendelse af, at Skønhed ogsaa paa andre Omraader er betinget af simple Talforhold, f. Eks. i Bygningskunsten. — Pytagoras skal til Lyrens hidtidige 7 Strenge have føjet en ottende (Oktaven). Aristoteles, hvis Viden paa dette Punkt muligvis stammer fra Pytagoras, nævner dette og tillige, at d-et samme gælder Fløjters Toner og deres Længder. Han ved endvidere, at Tonerne bestaa