Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

426 Mersenne. Mersenne, f. 1588, d. 1648 (§§ Fig. 315. Mersenne. af Svingninger, der gaa fra Tonegiveren over i Luften, og at de forplantes gennem denne til Øret. § 336. Galilei, der et Par Tusind Aar senere genoptager Sagen og udtaler sig paa lignende Maade i et Værk fra 1638, til- føjer, at i det hele taget er en Tone des højere, jo flere Svingninger i Sekundet den bestaar af. Mere indgaaende har imidlertid den franske Jesuit Marin 171 og 240), behandlet Sagen i et Værk, som udkom allerede 1636. Helt klar paa, at Tone- højden alene beror paa Sving- ningstallet, angiver Mersenne, at en Strengs Svingningstal for- holder sig omvendt som Strengens Længde, omvendt som Kvadratroden af dens egen Vægt, ligefrem som Kvadratroden af den Vægt, der strammer den. Eks. At en Streng skal give dobbelt saa mange Svingninger som en anden, kan opnaas ved et af tre: enten ved at gøre den halvt saa lang, eller ved at gøre den 4 Gange saa let, eller ved at stramme den med et 4 Gange saa tungt Lod, idet de to andre Forhold forblive uforandrede. Ogsaa for Fløjter fandt han samme Lov gældende som for Strenge, nemlig at Svingningstallet af de Toner, de frembringe, forholder sig omvendt som Fløjternes Længde; en dobbelt saa lang Fløjte giver kun halvt saa mange Svingninger. Men de aabne Fløjter give dobbelt saa mange Svingninger som de hikkede Fløjter af samme Længder. Mere udtømmende blev en svingende Streng behandlet et Aarhundrede senere, da en hel Række af det 18de Aarhundredes store Matematikere (navnlig Taylor, Joh. og Dan. Bernoulli, d'Alem- bert, Euler og Lagrange) drøftede Sagen ad den rene Tænknings