Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Tungepiben. 467 Fig. 345 En Tungepibe. borede i Laaget af en Vindkasse, hvor Luften trykkes ind ved en Blæsebælg. Naar Pladens Huller ere lige over Laagets Huller, strømmer Luften ud gennem Hullerne; naar Pladens Huller ere over Mellemrummene mellem Laagets Huller, er Udstrømningen afbrudt. Nu ere imidlertid Hullerne i Pladen borede noget paa skraa paa den ene Led, og Hullerne i Laaget paa skraa paa den anden Led, som Fig. 344 viser. Derved vil Luftstrømmen komme til at trykke paa Væggene i Pladens Gennem- boringer og drive Pladen og Akslen rundt, saa- ledes som Pilen viser. Der behøves derfor ikke nogen særlig Omdrejningsmekanisme. Luft- strømmen besørger det selv, og naar den holdes ensartet, bliver Omdrejningstallet og Tonen temmelig uforandret, men afhængig af, hvor stort et Tryk Luften i Vindkassen er underkastet. Akslen bærer for oven en »Skrue uden Ende«, der driver et Tælleværk. Tonens Bølgetal er selvfølgelig lig Hullernes Antal Gang Omdrejningstallet. En Stemmegaffels Svingningstal kan let maales ved Tonehjulet, hvorom senere. § 368. Ved Læbepiben (§ 361) bestemmes Tonens Højde alene derved, at Luftstraalen kommer til at dirre ind i og ud af Røret i en Takt, der beror paa Rørets Længde og paa, om dette er lukket eller aabent. I Tungepiberne derimod findes en elastisk Tunge, der skiftevis aabner og lukker for Luft- strømmen. Nu kan Tungen være dannet saa- ledes, at den eller en Del af den kan svinge i forskellige Takter, navnlig naar Tungen er blød. Den kan i saa Fald let rette sig efter den Rørlængde, som er knyttet til den, og hvis Luft kun kan svinge paa den i § 360 angivne Maade. Dog afstemmer man gerne en saadan Tunge saaledes, at dens naturligste Svingnings- tid nogenlunde stemmer med den ved Rørlængden bestemte. Da bliver nemlig Tonen kräftigst og renest. Man anbringer ogsaa undertiden en Skyder af Staaltraad e. L, Fig. 345, som ved at 30*