Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour

År: 1896

Serie: Historisk Fysik bind I

Forlag: Det Nordiske Forlag

Sted: København

Sider: 569

UDK: TB 53(09) La Cour

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 596 Forrige Næste
468 Tungepiber. skydes ud eller ind begrænser den svingende Del af Tungen paa et saadant Sted, at Tungen derved bliver afstemt efter Røret. I Fig. 345 ser man det Vindkammer aabnet, hvor Luften trykkes ind fra »Bælgen«. Herfra slipper den stødvis igennem den Aabning, hvori Tungen svinger, ind i det Rør, der er bestemmende for Tonens Højde, og som i Tegningen er forlænget med en noget trompetformet Del. Tidligere havde man gerne Tungen saaledes, at den for hver Svingning lukkede helt for Aabningen, nemlig veel at dække den, ja, endog med sine Rande slaa mod en Skindlap; men Tonen bliver smukkere, naar Tungen, som det nu oftest sker, svinger frit i Aabningen, og derfor kun lukker mer eller mindre i sine forskellige Stillinger. Der gives imidlertid ogsaa Instrumenter uden Rør, og her bestemmer Tungen alene Tonen, saa Tungen maa være nøjagtig indrettet og afstemt derefter, saasom i Harmonikaen. Ude i det fri kan man af forskellige Planter let lave sig en Fig. 346. n Tungepibe af et Halmatraa. Tungepibe. Tager man et Hvedestraa og skærer et Stykke deraf paa 8 Tommers Længde, men saaledes, at dets ene Ende er et »Knæ«, der lukker Røret, gør man et lille Indsnit 1" fra Knæet og fører Kniven paa langs ad Røret hen imod Knæet, saa at der opstaar en Tunge, som passer til den Aabning, hvoraf den er udskaaren, Fig. 346, har man en Tungepibe, som giver en vis Tone, naar man blæser i den. Snittes et Stykke af den aabne Ende, faar man en højere Tone, atter et Stykke, højere Tone, o. s. v., skønt Tungen er den samme, et Vidnesbyrd om, at Rør- længden er bestemmende for Tonen. — Skærer man et Rør af Pilebark eller af et frisk grønt Straa, sammenklemmer den ene Ende mejselformet, saa at de to Sider af Mejselen danne ligesom et Par Læber mod hinanden, stikker disse saa langt ind i Munden, at de frit kunne dirre uden at hindres af Munddelene, og blæser ud igen- nem Røret, faar man en Tone, væsentlig bestemt ved Rørlængden. I sidste Tilfælde er Tungen i Grunden erstattet af to Baand eller Membraner, som man dog ogsaa plejer at henregne til lunge- pibernes Gruppe. Et lignende Apparat er den saakaldte Skarntyde-