Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

FARVER. § 378. Aristoteles vidste (jfr. § 108), at man kan ikke se en Ting, der holdes ganske tæt til Øjet, skal man se Tingen tydelig, maa der være en vis Afstand mellem denne og Øjet. Han havde ogsaa opdaget, at en og samme Ting kan vise sig forskellig farvet, efter det Stof, Lyset gaar igennem paa Vejen fra Tingen til Øjet. Solen viser sig saaledes rød, naar den ses gen- nem Taage, medens den i klart Vejr lyser hvid. Denne Ændring i Farven hidrører, efter Aristoteles’ Mening, derfra, at. Solens Lys blandes med »Mørke« i Taagen, og den røde Farve er da en Blanding af en vis Mængde Lys med en ganske bestemt Mængde »Mørke«. Havde Forholdet mellem Mængden af Lys og Mængden af »Mørke« været et andet i Blandingen, ja da var der frem- kommet en anden Farve, gul. grøn o. s. v. Man ser, fortæller Aristoleles, de forskellige Blandinger af Lys og »Mørke« (□: de forskellige Farver) i Regnbuen, som dannes, naar Solen spejler sig i de mørke Skyer. Farverne ere altsaa efter hans Opfattelse Lys blandet med mer eller mindre Mørke. — Vi have i disse aristoteliske Betragtninger et fortrinligt Eksempel paa, hvor farligt det er at bygge Teorier paa enkeltstaaende Iagttagelser. Aristoteles havde fuldkommen Ret i, at Taagen farver Solens Lys rødt, men han havde ikke Ret i sin Paastand om, at den røde Farve skyldes en Iblanding af »Mørke«. Vi skulle snart faa at se. at Farvningen sker derved, at noget af Lyset indsuges af Taa- gen. Imidlertid. Aristoteles’ Teori om. at Farverne ere Blan- dinger af Lys og »Mørke« holdt sig som saa mange andre af hans Paastande hele Middelalderen igennem. 31*