Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

484 Marcus Mareis Iagttagelse. § 379. Da Grækerne kendte Brændglasset (§ 94), kan man med Sikkerhed slutte, at de vidste, at Regnbuefarverne komme frem, naar Lyset brydes i et Brændglas. Seneca (2 —66 e. Kr.), som har skrevet et stort Værk om romersk Naturvidenskab, nævner, at naar man ser gennem et kantet Glas, vise Gen- standene sig med farvede Rande, man ser som en Bræmme af Regnbuefarverne i den sædvanlige Orden (rødt, gult, grønt, blaat, violet) om Genstanden. Seneca kaldte disse Farver »uægte« i Modsætning til den virkelige Regnbues Farver, og senere fik de Navn af »apparente« (o: tilsyneladende) Farver; nu kaldes de fremkaldes ved et Glasprisme. Først saa langt op i Tiden som hen imod Midten af det syttende Aarhundrede blev der af Bøhmeren Marcus prismatiske, fordi de sædvanligvis Fig. 352. Marcus Marcis Iagttagelse. Marci (1595-1667), der var medicinsk Professor i Prag, udført en nøjere Un- R dersøgelse af disse prisma- tiske Farver. Fig. 352 an- V tyder hans Forsøg. Han lod et Knippe Solstraaler træffe Glasprismet P, hvori de bleve brudte, og, efter at de havde forladt Prismet, faldt de paa en hvid, men ubelyst Skærm S, og her dannede de et farvet Billede, som var betydelig større, end han havde ventet. Lysknippets parallele Straaler bleve nemlig ved Brydningen i Prismet skilte fra hverandre, spredte, saa de dannede en Vifte R V. Billedet paa Skærmen viste Regnbuefarverne i rette Orden, øverst, altsaa nærmest ved Straaleknippets oprindelige Retning, var Billedet rødt, dernæst (nedad) gult, grønt, blaat og nederst, altsaa længst fjernet fra den oprindelige Straaleretning, var Billedet violet. Marcus Marci udtaler sig, i sit Skrift fra 1648, meget klart om denne Sag ved at sige, at Lys, som brydes ulige stærkt, viser forskellige Farver. Det Lys, som brydes mindst, viser sig rødt, det, som brydes mest, viser sig violet. Endnu en saare vigtig Iagttagelse skylde vi den samme Forsker; han skriver nemlig, at Lys, som en Gang er brudt, beholder uforandret samme Farve