Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Newtons Spektrum. 485 ved gentagen Brydning. Men han gav en urigtig Forklaring af Iagttagelserne, han mente nemlig, at Farven fremkom, fordi den ulige stærke Brydning, gav en forskellig Kondensation (Fortætning) af Lyset. § 380. Spørgsmaalet om de »apparente« Farver var stærkt paa Dagsordenen i det syttende Aarhundrede, ti man havde Be- svær af dem i de nylig opdagede Kikkerter, idet Billederne i disse viste sig med den samme regnbuefarvede Bræmme, som kom frem, naar man betragtede en Genstand gennem et Prisme. Forskellige Lærde, saasom Descartes og Robert Hooke, forsøgte at klare disse Farvers Væsen og Opkomst, men de naaede kun at opstille kunstige Teorier og Paastande. Det var forbeholdt Newton at grundlægge sin Verdensberømmelse ved at klare dette Spørgsmaal (§ 291). 1666 begyndte han en Række Under- søgelser af lignende Art som Marcus Marcis og naaede til en simpel og klar Udredning af Farvernes Natur. Han anstillede sine Forsøg i et mørkt Værelse; gennem et rundt Hul A (Fig. 353) i Vinduskodden paa 1/4" i Diameter lod han et Knippe Solstraaler trænge ind i det mørke Rum, og der dannedes da paa den modstaaende Vøég, 22' fra Hullet A et, hvidt (o: ufarvet) Solbillede 8. Dernæst anbragte han Prismet P paa Lysstraalernes Vej, saa de bleve brudte fra dets brydende Kant K. spredtes vifteformig og dannede paa Væggen et farvet Billede