Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Fluorescens. 503 glemte man denne interessante Sag, og først den tyske Digter Goethe tog den frem paany i sin Farvelære. Athanasius Kircher havde faaet foræret et Træbæger fra Meksiko lavet af det saakaldte Nyretræ, hvis Navn hidrører fra, at man troede, at det havde lægende Evne for Nyresygdomme. Nu opdagede Kircher, at Vand, som i længere Tid havde staaet i Bægeret, og som var fuldstændig klart at se igennem, viste en stærk blaa Farve, naar man saa paa det. Ikke saaledes, at det Lys som straalede gennem Vandet, blev farvet; men Vandet havde ved at staa i Bægeret faaet Evne til at udstraale blaat Lys. Boyle undersøgte det samme Fænomen og fandt, at Vand heldt paa Nyretræ viste guldfarvet gennemgaaende Lys, men blaat tilbage- kastet Lys. At Vandet faar denne mærkelige optiske Egenskab skyldes selvfølgelig, at det opløser noget af Nyretræets Bestanddele. Goethe opdagede, at ved at lægge et Stykke Bark af Kastanietræ i Vand faaes en lignende optisk virksom Opløsning. Kastes der Lys paa denne, udsender den et rent blaat Lys, men ser man gen- nem den. farves Tingene gule. 1833 fandt Brewster, at den grønne Vædske, Klorofyl, som fremstilles ved at helde Spiritus paa grønne Blade, i Sollys viser en mørkerød Farve, og 1838 at det gennem- sigtige Mineral Flusspatli giver et blaat Lysskær. Siden er der fundet mange andre Stofler, der paa lignende Maade ved at belyses med Sollys blive selvlysende med bestemte Farver. Bedst kendt i vore Dage er sikkert Stenolie. Englænderen Stokes har udført en Række indgaaende Under- søgelser for at. klare, hvad det er, der sker i disse Stoffer, som han kalder fluorescerende (efter Flusspatli, som indeholder Grund- stoffet Fluor), Stokes lod et Solspektrum falde paa et Glas, hvori der var en vandklar fluorescerende Opløsning af svovlsur Kinin. De røde, gule, grønne og blaa Straaler gik uden videre igennem Vædsken. men de violette Straaler havde den Virkning, at Vædsken blev selvlysende, saa den udsendte et blaaligt Skær. Ja, det viste sig, at de ikke lysende men mest brydbare Straaler, som i Spektret ligge udenfor de violette, de saakaldte ultraviolette Straaler ogsaa gjorde Vædsken lysende. Han for- klarer Fænomenet ved at sige, at Vædsken indsuger de violette og de ultraviolette Straaler og udsende dem igen som blaa Straaler. Da nu de violette og de ultraviolette Straaler brydes stærkere end