Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Drejning af Svingningsplanet. 537 træder ud i Retningen f g parallel med den indfaldende Straales Retning 8. Den almindelig brudte Straale a vil derimod møde Fladen mellem det øverste Prisme og Balsamlaget under en saa stor Vinkel, at den bliver fuldstændig tilbagekastet. Med dette Nicolske Prisme faaes altsaa een plansat Lysstraale. § 420. Stiller man to saadanne Nicolske Prismer A og B (Fig. 402) overfor hinanden, vil en Lysstraale >8, som gaar fra A til _B, kunne gaa igennem B. hvis begge Prismers Hovedsnit falde sammen. Staar Hovedsnit- tene derimod vinkelret paa hinanden, kan S ikke komme gennem B (jfr. § 413). Nu opdagede Nicol, at naar han anbragte en Plade af Kvarts imellem A og B. saa kom der noget Lys gennem B. Fig. 402. Svingningsplanets Drejning. Dette maa aabenbart betyde, at Kvartspladen drejer Svingningsplanet for den plansatte Straale S, ti saalænge Ætersvingningerne i 8 foregaar i det af A bestemte Svingningsplan, kunne de ikke trænge gennem B. En saadan Drejning af Svingningsplanet kunne flere forskellige Stoffer bevirke, blandt andet ogsaa Sukkeropløsninger, og man kan af Drejningens Størrelse slutte sig til, hvor meget Sukker, der findes i Opløsningen. Men en Glasplade bevirker under almindelige Forhold ingen Drejning. 1845 opdagede Faraday, om hvem senere, en meget mærkelig Ting angaaende Svingningsplanets Drejning. Han an- bragte mellem to Nicolske Prismer en Glasplade F, som sad mellem Polerne af en kraftig virkende Elektromagnet, og det viste sig da, at Magnetismen havde den Virkning paa Glasset, at det fik Evne til at dreje den plansatte Lysstraale. Faraday havde her opdaget en Sammenhæng mellem Magnetismen og Lyset.