Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Spektroskopering af Protuberanser. 565 Grund (ligesom Natriumflammen giver en lys gul Linie paa mørk Grund). 1868 var der total Solformørkelse, og den skulde benyttes til at afgøre Rigtigheden af Kirchhoffs Anskuelser. Bl. a. udsendte det franske Akademi Astronomen P. J. C. Janssen (f. 1824) til Ostindien, hvor Formørkelsen var fortræffelig. Han rettede særlig sin Op- mærksomhed paa Protuberanserne, de lange, meget forskelligt formede Udlø- bere fra Kromosfæren. Protuberanserne kunne$ som Fig. 421 antyder, være af umaadelige Størrelser, og de ere stærkt lysende. Janssen rettede sit Spektroskop mod dem og saa et Spektrum af lyse Linier. Hermed var det altsaa godtgjort, at Protuberanserne ere glødende Luft- arter. Janssen fik under sine Observa- tioner Ideen til en Fremgangsmaade. hvorved han blev sat i Stand til at undersøge Protuberanserne under al- mindelige Forhold. Den engelske Astronom Normann Lockyer (f. 1836) udtænkte uafhængig af og omtrent samtidig med Janssen samme Fremgangsmaade, og han be- nyttede den i Praksis endnu før Jans- sens Meddelelser naaede hjem til Europa. Protuberanserne kunne iagttages ved fuldt Sollys, naar man erstatter Okularrøret i en astronomisk Kikkert med Spektroskopets Kollimator og ord- ner det saaledes, at Kollimatorspalten nøjagtig falder i Objektivets Brændvidde. Kikkerten vendes da mod Solen, saa at Fig. 422. Protuberansspektrum. Solrandens Billede dæk- ker Spektroskopets Spalte. R R (Fig. 422) er Solbilledet, S S, er Spalten. — Spektroskopet skal være stærkt spredende (o: det skal