Vulkaner Og Jordskjælv paa Island

96 7. Lavaorkenen Udaadehraun. Dyngefjælde. Denne Fjældgruppe, der har en Hpjde af omtrent 4500 Fod, giver paa en Mængde Steder Vid- nesbyrd om voldsomme vulkanske Omvæltninger; der fin- des rundt omkring i disse Fjælde Kratere i Snesevis, der have udgydt mange Lavastrpmme, som i hpje Fosser strække sig ned igjennem Bjærgenes Klyster til de neden- for liggende, udstrakte Lavamarker. Midt i Fjældeue findes en kjedelformet Dal, omgiven af stejle, 7—800 Fod hpje Klipperaude; den har omtrent en Kvadratmils Stprrelse og kaldes paa Grund af sin Form Askja (TEsken). Dalen har fpr været dybere, men er lidt efter lidt bleven udfyldt af Lavastrpmme, der ere flydte ud fra en Mængde Kratere, som findes ved Fjældsiderne. Lavaen har haft Udlpb mod Ast ned til Udaadehraun gjennem eu Aabniug i Randfjældene; her dannedes der en ujævn, hældende Flade af meget sammenskruede og udbulnede Lavastrpmme, der strække sig ued i Arkene« udeu for Fjældgruppen. Hele Dalen kan betragtes som et uhyre stort Krater, som i Tidens Løb gjennem den pstlige Aabniug har udgydt kolossale Masser af Lava. I Askjas sydøstlige Hjprne har en betydelig Jndsæukning fundet Sted, og de nordlige Vægge af denne vise i Tvær- snit de Lavastrymme, der dække Dalbunden. I Jndsæuk- ningens Bund fandtes 1876 en Jndsp med varmt Band, som l884 var bleven dobbelt saa stor. Judsænkuiugens Dybde ned til Spen var 1876 739 Fod, men 1884 havde Spens Overflade hævet sig 260 Fod. I 1876 var Spens Temperatur 22 o C., men l884 var den snnken ned til C.; saaledes forandres i vulkanske Egne Naturfor- holdene meget ofte. Syd for Sven sindes i Fjældsiden mange Kratere og Klpfter, hvor Vanddampe bryde frem fra utallige Aabninger under en susende eller tudende Lyd. Disse Kratere havde et Udbrud den 2.—3. Januar 1875 og udslyngede den Gang uhyre store Klippeblokke af Tuf