Fra Verdensudstillingen i Chicago.
Maskinerne

MASKINERNE 61 i Diameter). En udstillet Drejebænk hørte heller ikke til Firmaets sværeste. Dets i Vægt tungeste Drejebænk har Vanger og Fødder, der veje 110,000 Pd. Den Drejebænk, der tager størst Gods, kan tage det indtil 20 ‘ i Diameter og 15 ‘ langt. Svære Pinoldokke kunne løftes op paa excentriske Ruller, naar disses Axler forstilles 90°, og Dokkerne kunne da rulles paa Vangerne. 32) Omtalt og afbildet i A. M. 20/2 90 og i Z. d. V. d. I. 1894 S. 1583. Sidst- nævnte Sted er ogsaa beskrevet de af det nedenfor omtalte Hilles & Jones Co. udstillede Kanthøvlemaskiner, deriblandt én, der samtidig kunde høvle to sammenstødende Pladekanter, smign. samme Tidsskrift 1893 S. 1074. 33) Der var fra samme Fabrik ogsaa en Riflemaskine for Valsestolsvalser. Den arbejdede samtidig med to Staal paa samme Valse og havde en 13 Gange forøget Fart paa Tilbagegangen og var i det Hele i Udseende ganske for- skjellig fra de sædvanlige. Der var ogsaa en Maalemaskine og de berømte Maaleapparater. 34) Om Pratt & Whitneys Fræsemaskiner, se Z. d. V. d. I. 1894 S. 448 o. f. Til- spænding i den sædvanlige Retning er hidtil anset som den eneste rigtige, fordi Fræsen derved skaanes for at ramme ovenfra i Glødeskal eller Støbeskal, og ikke søger at trække Godset til sig, men begynder med at tage en tynd Spaan og brækker Glødskal eller Støbeskal af nedenfra, inden dens Tænder sløves deri. Denne sædvanlige Tilspænding har dog vistnok navnlig ved dybe smalle Snit den Mangel, at Fræsen især paa Siderne ikke kan blive af med de Spanner, den tager, men vedblive at arbejde rundt i dem og fylder sig der- med og bliver stump samt let gjør Snittet krumt. Dette undgaas ved at lade Tilspændingen af Godset ske i modsat Retning, idet Spaanerae da strax af Fræsen føres ud paa det færdige Gods. Ogsaa hvis man samtidig affræser begge Siderne af et ret højt Stykke Gods, er denne Tilspændingsretning bedst, da Fræserne saa tvinge Godset ned mod Understøtningen i Stedet for at løfte det derfra. Men naar denne Tilspændingsretning bruges, er det ganske nød- vendigt, at der ingen Dødgang er i Planens Tilspændingsskrue. Ved den ud- stillede Maskine var dette naaet, ved at Planen paa Undersiden havde en Tandstang, hvori en drivende Skrue greb ind, og denne Skrue var delt i to Halvdele, der kunde forstilles i Forhold til hinanden for at ophæve Død- gangen. Brown & Sharpe holdt tidligere udelukkende paa Tilspænding i den sædvanlige Retning, men i den nye Udgave fra 1894 af deres fortræffelige Værk: »A treatise on the construction and use of milling machines« ind- rømme de, at Tilspænding i modsat Retning er bedre i ovennævnte Tilfælde, og erklære, at det da er udmærket at anvende en Kontravægt til at holde igjen paa Planen og derved ophæve Dødgangen. Spørgsmaalet om den rette Tilspændingsretning debatteres iøvrigt ivrigt endnu — se Z. d. V. d. I. 1894 S. 603 —, men saa meget synes sikkert, at det sløver Fræsen mindre, naar Spaanerne fjernes, som f. Ex. Tilfældet er ved Pratt & Whitneys Tandstangs- fræsemaskiner, hvor Faxons Exhaustor strax suger de fine Spaaner bort, — og at det ikke har meget at sige, om Fræsen begynder at skære Spannen løs, hvor den er tyndest, eller ej, da selv ved den stærkeste Tilspænding Spaanens Tykkelse højst er 0,5 å 0,6 mm. 86) En Tandhjulsfræsemaskine havde 57 Gange forøget Fart paa Fræsens Tilbage-