Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

lysning om, hvem der har svigtet Krediten. Taleren havde ofte med blødende Hjerte set, hvor letsindigt Haandværkerne give Kredit. I vor Tid maa man søge at værne sine Inter- esser paa alle Maader, og Haandværkerne have Interesse i at producere saa billigt som muligt og sikre sig, at de faa Ud- byttet af deres Produktion. I denne Henseende vilde Kredit- beskyttelsesforeninger indenfor Fagene faa overordentlig stor Betydning, idet man ved dem faar at vide, hvilke Kjøbere der cre tilbøjelige til at svigte Tilliden og unddrage sig deres Forpligtelser, saa at man kan vogte sig for mere eller min- dre betydelige Tab. Ogsaa Omsætningen er et vanskeligt Punkt for Haandværkeren. Skal han sælge til Andre, der igjen skulle omsætte Varerne, gaar en Del af hans Gevinst tabt, men havde man fælles Udsalgssteder, kunde dette und- gaas. Tidligere var der i Kjøbenhavn det saakaldte »De forenede Snedkeres Udsalg«. Om Grunden til, at det er ophørt, har været en uheldig Bestyrelse, eller om man ikke har forstaaet at gjøre det tillokkende for Publikum, maatte staa hen, men det var baseret paa en sund Tanke, og han troede, at der er Fag, hvis Omsætning maatte kunne lettes ved saadanne Udsalg, navnlig i en stor By, idet Driftsomkost- ningerne ved Udsalget derved maatte kunne betydeligt for- mindskes. Bogtrykker Arnold Jørgensen (Horsens) havde som hen- hørende til Haandværkerstanden eller under alle Omstændig- heder til den mindre Industri i mange Aar forfægter den Anskuelse, hvor Haandværkerne havde sat hverandre Stævne, at ved at forlange betydelige Forandringer i Næringsloven, store Indskrænkninger i Næringsfriheden, og ved at rokke ved dens Grundsætninger opnaar man ikke at opretholde det lille Haandværk. Han havde ofte maattet høre ilde derfor, men det var hans Overbevisning, at Udviklingen har ført dc indtraadte Forhold med sig, og at hvad det gjælder om fol- det lille Haandværk er, hvad der er blevet udtalt fra flere Sider — og han vilde ønske, at disse Ord ikke blot maatte blive skrevne op i Hukommelsen, men ogsaa saaledes, at man vilde kunne se dem for sig hver Dag — at man maa