Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892
Forfatter: C. Nyrop
År: 1892
Forlag: Hos Universitetsboghandel G.E.C Gad
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 414
UDK: 338(489)(06) dan
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
380
taget i Søloven, nemlig det, at Hyre og Løn for udført Ar-
bejde (Lodspenge og tildels Bjergningsomkostninger) gaa forud
for de øvrige Udgifter og Omkostninger saa vidt muligt, en
Bestemmelse, der er truffen ikke saa meget paa Grund af
dette Arbejdes økonomiske Betydning, som af Hensyn til
denne Klasses uheldige Stilling i Kampen for Existensen.
Og naar man da undersøger, hvad der har ført ti] at
opstille disse særlige søretlige Regler, ses det, at de ere be-
grundede i det særlige økonomiske Fællesskab, der stiftes
ved Sørejser paa Grund af den fælles Fare, som der ved
disse medføres for de Interesserede. Men da det samme
økonomiske Fællesskab og den samme fælles Fare ligeledes
vil være tilstede for de Interesserede ved de nymodens Bygge-
foretagender, der udelukkende ere baserede paa Spekulation,
synes en Overførelse fuldt berettiget.
Men dersom man da direkte vilde overføre disse to
Principer paa Byggematerien, vilde man ganske vist kun
kunne naa til fortrinlig Beskyttelse for de Udgifter, der maatte
være afholdte i det Heles Interesse, altsaa væsentligst for de
absolut nødvendige Reparationer, uden hvilke det Hele vilde
styrte sammen eller lignende, ligesaa nødvendige, Udgifter,
samt maaske tillige til fortrinlig Fyldestgjørelse for Arbej-
dernes eller Haandværkernes Krav paa Betaling for udført
Arbejde ved saadanne nødvendige Reparationer. Men derved
vilde der ikke være vundet meget, saa længe man ikke giver
de udviklede to Principer en saadan Udvidelse, som der vil
kunne gives dem, uden at der i alt Fald derved gjøres noget
Brud paa Kontinuiteten. Det vil nemlig i Virkeligheden kun
være en Udvidelse af det første Princip, naar man ud-
strækker Fortrinsretten fra alene at gjælde tor Udgifterne til
de absolut nødvendige Reparationer, der have reddet det
Hele fra Undergang, til tillige at omfatte ethvert Krav, der
maatte rejse, sig fra Foretagender, der have forøget Værdien
af den Ting, til Bedste for hvilken de have fundet Sted.
Thi om end Undladelsen af disse Foretagender ikke vilde
have bevirket den paagjældende Tings Undergang, maa deres
Foretagelse dog i hvert Fald siges at have foraarsaget Gjen-
standens Værdiforhøjelse, altsaa bevirket, at Ejerens Ejen-