De Danske Skove

90 kunne hævde deres Tilværelse. Staaer Skoven derimod paa en Jordbund, der er rig paa Kalk og ikke lider af Fugtighed eller af slet Behandling, som udbreder mere Lys i Skoven, end der er Bogen tjenligt, da vil denne snarl, faae Bugt med de andre Træarter, og Skoven blive en ren Bøgeskov. For- resten er her ikke Stedet lil al gaae nøiere ind paa disse Forhold, hvis omstændelige Beskrivelse hører hjemme ved de enkelte Træarters Historie. Man kunde spørge, om de lysbehøvende Træer tildeles ikke øve nogen Indflydelse paa de skyggetaalende, om de ikke gjøre dem mindste Skade, om Fyrren, Birken og Egen ere aldeles værgeløse ligeoverfor Bøgen, saa at de ikke i mindste Maade kunne gjengjælde dens Overgreb. Svaret herpaa bliver: i sin første Ungdom taaler Bøgen godt Skygge, men naar den i sit 14—16de Aar har begyndt at voxe stærkt, behøver den fuld Nydelse af Lysel. Staaer Bøgen nu under en af de ovenomtalte iysbehøvende Træarter da maa denne nødvendigvis tage noget af den tilstrømmende Lysmængde, som der- for ikke i sin Helhed kommer Bøgen tilgode. Del Lystab, som Fyrren og Birken paa denne Maade kunne foraarsage Bøgen, er for Intet al regne. Anderledes forholder del sig med Træerne af anden Klasse. Egens Skygge er følelig for Bøgen og bringer den lil, idet den stræber efter at slippe ud af Dæmrelyset og naae lil det fulde Dagslys r al skyde i Veiret stærkere end sædvanlig; derved faaer Træet en min- dre god og en uregelmæssig Væxt. Omsider maa Egen vel ligge under, men Bøgen bærer tydeligt Mærke af Egens Mod- standskraft. Da de skyggetaalende Træarter saaledes formaae atunder- Forandnnger J i Skovarten, trykke de mere lysbehøvende, fører dette til Forandringer i