De Danske Skove

111 ning; thi allerede Otto Frederik Müller omtaler 1760 Birkene paa Lyngby Mose. Naar Søerne udtørres, indfinder der sig ellers kun enkelte Pile. Hvor ualmindelig den stærke Pile- opvæxt er i Lersøen, kan bedst sees ved Sammenligning med llarlemmersøen i Holland, som paa samme Tid blev udtørret. Ligesom i Lersøen var Fnokurt (Cineraria palustris) en af de Plantearter, som i det første Aar optraadte der i saa store Masser, at Søpn i Afstand saae ud som en uhyre Rapsmark; den blev i det følgende Aar afløst af andre Plantearter, hvis Antal dog ikke var stort, og af Pile var der ikke mange. Dette er saa meget mærkeligere, som Harlemmersøens nærmeste Omegn netop er meget rig paa dyrkede Pile. Hvad mon der da har bevirket, at Pilearterne, saa talrige have indfundet sig i Lersøen? Jeg formoder, at det modne Pilefrø, som kun i kort Tid kan bevare sin Spirekraft, netop har været i Cirku- lation, da Søens Hund var Dynd, hvorfra det klare Vand var løbet bort, medens Eng- og Sumpplanterne endnu ikke vare ankomne; thi naar Jordbunden først er plantedækket, kan Pilefrøet i de allerfleste Tilfælde ikke spire. Falder det i Vandet, vil det snart gaae tilgrunde, enten naar det har spi- ret eller iforveien. Heraf see vi, at der udfordres ganske særegne Betingel- ser for, at Pilenes langtflyvende Frø kunne komme til at ud- vikle sig; for at Jordbunden kan være passende dertil, maa den just være tilberedt i den Tid, da Pilefrøene forlade Frø- huset; thi senere ere de ikke istand til at kunne spire. Træarter med Vingefrugter spille i mange Skove en vigtig Bolle, idet de besætte Lysningerne i Skoven og bidrage til Bøgeskovens Gjenkomst. I de fleste danske Skove, som staae paa en frugtbar Jordhund, er der Opvæxt af Ask, hvortil Frøet ofte er hidført af Vinden. Paa den ufruglbare