De Danske Skove

116 kere end vore egne, kunde faae Magten og derved give Sko- vene en anden Karakter. Denne Frygt vilde være fuldkommen berettiget, naar de havde Ket, som paastaae, at mang- foldige fremmede Træarter ere aldeles akklimatiserede hos os. Hertil kommer, at de fremmede Træarter dyrkes ikke alene i Haver, men ogsaa i Alleer og Lystskove, som ofte ere i umiddelbar Berøring med Skovene, og saaledes have den bedste Leilighed til at udbrede sig, ja nogle Arter ere endog Gjenstand for Skovdyrkning. De frem- mede Træarter (hvoraf de fleste ere fra Nord-Amerika) an- vendes som Frugttræer og Zirtræer, eller ogsaa som Skovtræer. Til de Første henhøre: Arter af Pile-, Ege- og Valnødslægten, Syrenen, Vinstokken, mange Lønarter, Heste- kastanien, den uægte Jasmin, Guldregn, Robinie, Blæretræet; endelig af Buske: Ribs-, Cratægus-, Lonicera-, Spiræa - Arter o. s. v. Disse Træarter erholde en god Pleie, befinde sig ofte i Skovenes umiddelbare Nærhed, og Mennesket gjør Intet for at holde deni borte fra Skoven; alligevel trænge de ikke ind i samme, men lade de oprindelige Træarter i uforstyrret Besiddelse af denne. Den vigtigste Grund dertil er, at de fleste fremmede Træarter ikke sætte modne Frø, det være nu, fordi den Varme, som de her nyde, vel er tilstrækkelig til at frembringe Blade og Blomster, men ikke til at sætte modne, spiredygtige Frø, eller at ogsaa andre Aarsager forhindre Frøenes Udvikling*). Men selv de Træarter, som hvert Aar sætte modent Erø, som Guldregnen og Hestekastanien, udbrede sig derfor ikke i Skovene. Alene i Haverne saaer Guldregnen sig meget. Hvor Bøgeskove ere gjennemskaarne af Hestekastaniealleer, kan ’) Kanndlsk og Italiensk Poppel kunne paa Grund af deres Blomsters Beskaffenhed ikke frembringe Frø.