De Danske Skove

196 Petersgaards Skovdistrikt staaer i flere Henseender som et enestaaende Exempel i de sællandske Statskove, baade naar vi see hen til den frodige Trævæxt og til den omhyg- gelige Kultur og forstandige Drift, hvormed dette Distrikt i en lang Række af Aar er blevet behand- let. Uagtet der i Statsskovene ikke er Mangel paa Ege- bevoxninger, er det dog sjeldent der at finde Ege, som have et tilfredsstillende Udseende. Iler findes ikke alene af naturlige, men endogsaa af opelskede Ege de bedste i Sælland, og Rum- met mellem Egene, som andetsteds ikke benyttes, er her besat med en Underskov, der regelmæssig giver godt Udbytte. Forstvæsenet har ikke indført Baandkæppedyrkningen, men forefandt den, da det 1799 overtog Skovene, hvor den blev dreven af Bønderne, som boede paa Petersgaards Gods. Efter de gamle Landbovedtægter vare Godseierne og Bønderne fælles om Græsset og Underskoven, hvorimod alene Gods- ejeren kunde lade hugge i Overskoven, men Bønderne kun efter Anvisning. Det var i naturhistorisk Henseende en aldeles rigtig Opfattelse af Underskoven, at den ikke henregnedes til Skoven, men til det Plantedække, som beklædte Jordbunden. I ingen anden dansk Skovegn have Bønderne forstaaet med saa megen Fordel at bruge deres Ret til Skoven. Thi andetsteds benyttede de Skoven især paa den Maade, at de deri lode det størst mulige Antal af deres Husdyr græsse. Bønderne i Nordsælland levede vel af Skovens Træer, men det var af Højskoven, hvortil de ingen Ret havde, hvor- for de enten maatte kjøbe eller stjæle Træerne. Kallehave- Bønderne benyttede derimod Skoven ikke alene til Græsning, men de behandlede Underskoven med en saadan Kløgt, at