De Danske Skove

197 mange Familier kunde leve deraf. Af Hasselernes Grene for- færdigede» de ovenfor omtalte Baand, Mauren og andre Træ- arter anvendtes til Træarbeide. Men de lode sig ikke nøie med at benytte de i Underskoven vildtvoxende Træer, de plantede tillige Humle og podede Æble træer. Kallehave- Bønderne havde vænnet sig til at pode; den gode Jordbund og den gunstige Beliggenhed bragte Frugterne til al modnes i Skoven. Ligesom denne Kullur var aldeles stedlig, saa- ledes vare ogsaa de fleste af de Æblesorter, som nævnes, ejendommelige for Egnen: saaledes Aagesæblel, Konfektæblel, Brøndæblet og desforuden Kalvillen. Uagtet Bøndernes An- læg og Vaner enten havde fremkaldt eller vedligeholdt denne Benyttelse af Skoven, vilde den dog ikke have kunnet finde Sted, naar ikke Skoven havde staaet paa en frugtbar Jord- bund. Forkærligheden for Skovbruget var saa stor, at Kalle- have-Bønderne derover forsømte Agerbruget. Da en saadan Benyttelse af Skoven er aldeles enestaaende i Danmark, hvor ellers Bønderne næsten overalt fulgte den samme Metijjode i deres Jordbrug, er det saa naturligt, at man søger Oprindelsen dertil hos Fremmede. Sagnet for- tæller saaledes, at Prinds Jørgen, Christian den Femtes Bro- der, som var t'orlehnet med Vordingborg Amt, lærte Kalle- liave-Bønderne at pode Frugttræer, at dyrke Humle og at lave Baandkæppe, og det tilføies, at han har seet det under sit Ophold i England; vist er det, at netop paa lians Tid, til- dels ved Vilhelm af Oraniens Forbindelse med Holland, tog Skovbruget et stort Opsving i England, og navnlig lagde man der megen Vind paa Egeplantninger, men jeg har ikke kunnet linde i den engelske Literatur Antydninger af en saa- dan Benyttelse af Underskoven. Uagtet Loudon, Evelyn og Hunter omstændelig behandle Egeplantningerne og Egeskoven,